Den nyrenoverede B&B-hotelbygning i vejle. PR-foto.

International hotelkæde rykker ind i Danmark

En fransk hotelkæde med flere end 700 hoteller er nu klar til at gøre sit indtog på det danske marked. Efter en gennemgribende renovering, er kæden nu klar til at indrette sig.

Klos op ad Vejle Banegård ligger en tidligere kontorbygning, som siden 2021 tid har gennemgået en gennemgribende renovering og ombygning. Det skriver Dansk Boligbyg i en pressemeddelelse.

Lilly-bygningen, som den hedder i folkemunde, skal nu huse den franske hotelkæde B&B Hotels’ første danske hotel. Kæden driver 700 hoteller i Europa, seks hoteller i Brasilien og et enkelt hotel på Martinique. Hotellet i Vejle bliver samtidig kædens første i Skandinavien.

Nu er renoveringen slut, og B&B Hotels er gået i gang med at indrette sig. Hotellet kommer til at fylde de øverste fire ud af fem etager, og i alt er der 71 værelser.

Hurtigst voksende kæde
Med 707 hoteller i 14 lande, er B&B Hotels efter eget udsagn den hurtigst voksende value for money-hotelkæde i Europa.

Kæden blev grundlagt i 1990, og har hovedkvarter i Brest i Frankrig. B&B Hotels’ majoritetsejer er kapitalfonden Goldman Sachs, som købte sig ind i kæden i 2019.

På sin hjemmeside skriver B&B Hotels, at de i gennemsnit åbner et nyt hotel om ugen.

Gennemgribende renovering
Det er 30 år siden, at bygningen sidst har fået en gennemgribende renovering. Dengang blev første til fjerde sal omdannet til kontorlokaler.

Bag den aktuelle renovering står selskabet Dansk Boligbyg, som normalt klarer projekter for almene boligforeninger.

Med ombygningen er der blevet etableret hotelværelser med badeværelser, reception og morgenmadscafé. Derudover er der blevet etableret servicefaciliteter som for eksempel personale- og vaskerum.

Bygningens ejer, Danica Ejendomme, oplyser, at renoveringen er gået efter planen.

”Vi er kommet i mål med renoveringen til rette tid og økonomi i forhold til de mange ubekendte elementer, der altid er til stede, når man skal arbejde med en eksisterende bygning,” siger Anders Pabian, projektudviklingschef hos Danica Ejendomme.

Ejendommen, hvor hotellet er blevet etableret, er på i alt 4.300 kvadratmeter fordelt på fem etager. Bygningen blev købt af Danica Ejendomme i 2017. Den blev oprindeligt opført af Fællesforeningen for Danske Brugsforeninger i 1940.

Første i en række af hoteller
Hotellet i Vejle er blot ét i en række af danske hoteller, som B&B Hotels barsler med. Lige nu er kæden i gang med at bygge i Aalborg, men der er også konkrete planer om at åbne hoteller i Horsens og Kolding i løbet af i år og foråret 2024, har kæden tidligere oplyst til Turisme24.dk.

B&B Hotels har også planer om at åbne hoteller i storbyerne København, Aarhus, og Odense og i provinsbyerne Esbjerg, Herning, Hillerød, Randers, og Roskilde.

 

Relaterede artikler: 

Endnu en sanatoriebygning kan blive til hotel

Stor europæisk hotelkæde ændrer dansk premiereby

Ufærdigt hotel på pløjemark uden for Herning