DanCenter ser faldende melder i år om færre bookinger fra danskerne af danske ferieboliger og sommerhuse. Til gengæld stigerne reservationerne fra det tyske, norske og hollandske marked. Arkivpressefoto: DanCenter.

I år finder danskerne alternativer til sommerhusferie

I mulig forventning om ferie i udlandet, har danskerne i år booket 18 procent færre ferieboliger i Danmark. Til gengæld stiger reservationer fra nærmarkeder som Tyskland, Holland og Norge.

De nærmest officielle tal siger, at der i Danmark er omkring 200.000 sommerhuse, hvoraf cirka 40.000 udlejes via officielle kanaler som for eksempel medlemmerne af Feriehusudlejernes Brancheforening.

Under coronakrisen med begrænsede muligheder for at holde ferie i udlandet, er danskerne strømmet til landets sommerhuse.

I en pressemeddelelse skriver den store sommerhusudlejer DanCenter, at selvom den typiske sommerhusgæst i Danmark historisk set er tysk, har størstedelen af turisterne i landets feriehuse de seneste år været danske. Ifølge Danmarks Statistik tegnede danskerne sig for over ti millioner overnatninger i de første 11 måneder af 2021. Hele 2021 er endnu ikke opgjort.

Men ifølge DanCenter, tyder det på, at danskerne i år har fundet alternativer til dansk sommerhusferie. Kim Holmsted, administrerende direktør hos DanCenter og formand for Feriehusudlejernes Brancheforening, siger i pressemeddelelsen:

”Tendensen peger lige nu i retning af, at antallet af overnatninger fra danske gæster i år vil være færre end de seneste år. Vi ser i øjeblikket et fald på 18 procent i danske bookinger for hele året sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Det er forventeligt, at niveauet nærmer sig normalen fra før coronapandemien.”

Udenlandske turister vender tilbage
Selvom det tyder på, at danske gæster ændrer ferieplaner i år, viser de aktuelle tal ifølge Kim Holmsted tre tendenser for bookingerne i 2022:

Tyskerne er vilde med sommerhusferie i Danmark. Tal fra Danmarks Statistik viser, at tyskerne tegnede sig for 64 procent af overnatningerne i danske feriehuse i 2019, og det tyder nu på, at de er på vej tilbage.

”Vores foreløbige data for 2022 viser, at de tyske gæster igen tegner sig for langt størstedelen af vores bookinger; sådan har det altid været med undtagelse af de seneste to år med coronakrisen. Indtil videre tegner tyskerne sig for 58 procent af alle vores bookinger i år,” siger Kim Holmsted og fremhæver, at tallene særligt dækker over ophold uden for højsæsonen, for eksempel i januar og februar, hvor antallet er steget 240 procent sammenlignet med samme tid sidste år.

Hos DanCenter har de norske gæster ikke hidtil tegnet sig for store dele af bookingerne i danske sommerhuse. Men i øjeblikket ser feriehusudlejere ind i en stigning i norske bookinger på 89 procent i 2022 sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

”Den største efterspørgsel fra Norge ser vi her i januar og februar, hvor bookingerne stiger hele 400 procent sammenlignet med samme tid sidste år, og i juli og august, hvor stigningen lyder på 86 procent ligeledes sammenlignet med samme tidspunkt sidste år,” siger Kim Holmsted.

Hollænderne vil holde ferie i Danmark
Ifølge VisitDenmark sætter mange hollændere i år igen kursen mod danske feriehuse. DanCenter oplever en årlig stigning i hollandske bookinger på 37 procent, som særligt dækker ophold i skuldersæsonerne, altså uden for højsæsonen:

Kim Holmsted siger: ”Vi ser ind i et år, hvor efterspørgslen fra hollandske gæster tyder på nye højder. Hvis vi sammenligner bookinger i marts og april i år med samme tid sidste år, ser vi en stigning på 251 procent. Det tyder på, at hollænderne i stigende grad søger mod Danmark i skuldersæsonen.”

DanCenter er en del af det europæiske feriehusudlejningsbureau OYO Vacation Homes.

Tyskland er Danmarks største turismemarked
I 2019, sidste normale rejseår før coronakrisen, havde tyske turister 16,8 millioner målbare overnatninger i Danmark.

De tyske ankomsttal til Danmark i 2019 blev kun overgået af nordmændene med 2,3 millioner. Så kom Sverige med 1,7 millioner overnatninger i Danmark, fulgt af Holland med 1,4 millioner og Storbritannien på femtepladsen med 906.000 overnatninger i Danmark i 2019.

I alt var der i 2019 samlet 56,1 millioner målbare turismeovernatninger i Danmark, her af var de 28,9 millioner udenlandske, danskerne stod for resten. Cirka 80 procent af udenlandske turister i Danmark kommer fra Europa.

Relaterede artikler:

Brancheforening klar med ny direktør

Sommerhusudlejer klar med luksuskollektion

Danske millionærer bag nyt feriehusprojekt

Rejsebureauer og hoteller risikerer hvidvask-bøder

Ny analyse af første turismeår under coronakrisen