Der er masser af måder at opleve København på og masser at opleve i København. Det er en del af budskabet til blandt andet Vestdanmark i ny turistkampagne fra Wonderful Copenhagen. Foto via WoCo, GoBoat.dk

Humor skal få flere danskere på ferie i København

Jyder, fynboer og borgere i andre dele af landet skal besøge København den forestående sommer – og få københavner-kærlighed. Det er budskabet i ny, stor kampagne fra Wonderful Copenhagen.

Altså, vi ved godt, at København kan være dyr, larmende, måske selvhøjtidelig. Vi ved også, at ikke alle steder er lige børnevenlige eller inkluderende, men det er altså kun et lille udsnit af en langt større og længere historie om København. For byen er også det modsatte: Rolig, børnevenlig, billig og fuld af åbne fællesskaber.”

Det står der blandt andet på Wonderful Copenhagens hjemmeside, hvor turistorganisationen nu søsætter sin nyeste kampagne for at trække flere danske turister til hovedstaden, hvor turismeerhvervet er hårdt ramt af blandt andet mangel på udenlandske turister.

Kampagnens målgruppen er Vestdanmark, og kampagnevideoen tager udgangspunkt i en undersøgelse, som viser, hvordan jyder og københavnere opfatter hinanden, skriver WoCo i en pressemeddelelse.

Med humor og glimt i øjet er kampagnen bygget op omkring fordomme om københavnerne. Eksempelvis, at jyderne ikke synes, københavnerne er hyggelige, men til gengæld for meget ”fremme i skoene.”

Derfor inviterer kampagnen vestdanskerne til hovedstaden og en omgang københavner-kærlighed, som går igen i kampagnen.

Tager livtag på fordomme om København
Kampagnen adresserer også generelle fordomme om, at København larmer og ikke er børnevenlig, eller at man allerede har set det hele. Det forsøges modbevist med eksempler på oplevelser, som viser, at hovedstaden både er storby og stille oaser, både for voksne og børn, og at der er meget at se og opleve, uden at det koster en bondegård.

Kampagnen er en del af genopretningsplanen Comeback Copenhagen, som Wonderful Copenhagen lancerede med Erhvervsministeriet og Københavns Kommune i februar. Her er et væsentligt element en ekstraordinær markedsføringsindsats i 2021 – både i forhold til danske og internationale gæster, efterhånden som markederne åbner igen.

”Hovedstadens turisme er hårdt ramt af fraværet af internationale gæster, så danske turister spiller en stor rolle for hovedstaden. I foråret lagde vi ud med kampagner målrettet de lokale i hovedstaden og resten af Sjælland. Og nu rammer vi Vestdanmark med den nye kampagne, som vi både kører kommercielt på digitale platforme, og gennem webinars hjælper hovedstadens aktører til at tage del i via deres egne platforme og indsatser,” siger Tine Kastrup-Misir, kommunikations- og marketingdirektør i Wonderful Copenhagen.

Birthe Becker, koncerndirektør for salg og marketing i Københavns største hotelgruppe, Arp-Hansen, siger i pressemeddelelsen: ”Det er rigtig vigtigt med denne indsats i forhold til det nationale marked, og vi har være i dialog med Wonderful Copenhagen i processen. Nu glæder vi os til selv at tappe ind i kampagnen og bruge den i vores egen indsats, så vi kan få endnu flere danske gæster hen over sommeren.”

Relaterede artikler:

VisitDenmark-formand: 2021 måske værre end 2020

Københavns turisme øger fokus på bæredygtighed

WoCo har nyt grafisk værktøj til events