Københavns Byret. (Foto: Københavns Byret).

Hotelreceptionist sigtet for databedrageri

En 27-årig hotelreceptionist er blevet sigtet for at have begået groft databedrageri på et københavnsk hotel. Han skulle have aflyst bookinger og overført tæt på en million kroner til sig selv.

En receptionist på et hotel i København er blevet sigtet for at have svindlet for næsten 900.000 kroner. Det fremgår af en sigtelse om groft databedrageri, som ifølge Ritzau blev læst op i Københavns Byret tirsdag.

Det drejer sig konkret om en svensk receptionist, som endte med at blive varetægtsfængslet. Angiveligt skulle den 27-årige mand have misbrugt hotellets bookingsystem.

Ifølge sigtelsen annullerede manden 118 forudbetalte bookinger, uden at hotellets gæster i øvrigt blev orienteret om annulleringen.

Efter at have annulleret bookingerne skulle receptionisten have ændret kontonummeret, så pengene blev overført til ham i stedet for gæsterne, hvis bookinger blev annulleret.

Blev holdt for lukkede døre
Receptionisten fik ifølge sigtelsen overført pengene til konti, som han havde i tre forskellige banker. Bedrageriet skulle have fundet sted fra juli til november i 2024, og i perioden nåede den pågældende altså at få overført 878.449,85 kroner til sine konti.

Dørene blev lukket til retsmødet, og derfor er det ifølge Ritzau uvist, hvordan manden selv forholder sig til sigtelsen.

Der blev også nedlagt navneforbud under retsmødet, og det betyder, at receptionistens identitet ikke må offentliggøres. Indtil videre varer varetægtsfængslingen 27 dage.

 

Relaterede artikler:

Stor kæde anker ikke principiel dom fra landsretten

Stor dansk hotelkæde får millionbøde i landsretten

Landsret afviser krav fra rejsebureau mod konkursbo