I juli havde den danske hotel- og restaurationsbranche 1,5 milliarder kr. mindre i omsætning end i juli sidste år, viser nye tal fra HORESTA. I årets andet kvartal forsvandt 28.000 jobs i branchen.
Selvom mange danske hoteller og restauranter efter omstændighederne havde en god juli med flere danske gæster end normalt, så omsatte branchen for 1,5 milliarder kroner mindre end i juli sidste år.
I alt omsatte hotel- og restauranterhvervet i juli i år for 4,2 milliarder kroner mod 5,7 milliarder kroner i samme måned sidste år, et fald i branchens samlede omsætning på 27 procent, oplyser brancheforeningen HORESTA, der har cirka 1.800 medlemmer inden hotel-, restaurations- og turismeerhvervet i Danmark.
”Sommeren i hotel- og restauranterhvervet varierede fra den ene yderlighed til den anden. Nogle virksomheder nød utrolig godt af, at danskerne holdt ferien hjemme, mens særligt storbyhotellerne led under de manglende udenlandske turister. Og situationen blev bestemt ikke hjulpet af regeringens seksdagesregel, der gav hovedstadens hotelerhverv den værste sommer nogensinde,” konkluderer Jonas Kjær, cheføkonom i HORESTA.
Hotellerne var væsentligt hårdere ramt med et fald på 48 procent, især som følge af fraværet af de udenlandske gæster og seksdagesreglen, der også skræmte mange danske turister fra at bo i København. Restauranterhvervet mistede til sammenligning ”kun” 19 procent af omsætningen sammenlignet med juli sidste år, oplyser HORESTA.
28.000 færre arbejdspladser
I årets andet kvartal mistede 28.000 af de beskæftigede i hotel- og restaurationsbranchen deres arbejde, viste nye tal fra Danmarks Statistik forleden.
De nye tal viste også, at hoteller og restauranter oplevede et stort fald i både antal beskæftigede og præsterede arbejdstimer i årets andet kvartal.
Antallet af præsterede arbejdstimer i hotel- og restauranterhvervet faldt 42 procent i perioden fra april til juni sammenlignet med 2019. Nedgangen i antal beskæftigede i branchen var på 21 procent, svarende til 28.000 personer.
”Tallene taler deres tydelige sprog. Tvangslukning af virksomheder, restriktioner og så videre fjerner forretningsgrundlaget for mange af erhvervets virksomheder, og det gik ud over både omsætningen og medarbejderstaben,” siger HORESTA’s cheføkonom, Jonas Kjær.
Relaterede artikler:
Danske hoteller har mistet hver anden overnatning