Ét ud af tre danske hoteller og næsten hver femte restaurant frygter at måtte lukke inden for de næste tre måneder. Det viser et konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik.
Brancheorganisationen Horesta har samlet hovedpunkterne fra konjunkturbarometeret. Det viser, at 36 procent af de adspurgte hoteller, der er medlem hos Horesta, er bekymrede for, at måtte lukke inden for tre måneder. Det samme gælder 22 procent af de adspurgte restauranter.
Det skriver Horesta i sit nyhedsbrev. Tallene er udtryk for de restriktioner, der fortsætter, mens lønkompensationen udløber i slutningen af august.
”Det er jo tankevækkende, at man fra politisk hold vil opretholde de her restriktioner, mens man samtidig udfaser hjælpen,” siger Kristian Nørgaard, politisk konsulent i Horesta, til Berlingske.
Restriktionerne omfatter blandt andet forsamlingsforbuddet, seksdagesreglen, krav om afstand mellem gæsterne, krav om et vist antal kvadratmeter pr. gæst og krav om lukning klokken midnat.
I Danmarks Statistiks nye konjunkturbarometer siger 86 procent af hotellerne, at de er meget påvirket af inden- og udenlandske restriktioner i forbindelse med corona-krisen. Det tilsvarende tal for restauranter er 58 procent.
Kun rejsebureauer er hårdere ramt
Faktisk er det kun rejsebureauerne, som overgår hotellerne og restauranterne. Her er det 97 procent, som føler sig meget påvirket, skriver Horestas nyhedsbrev.
”Der er ingen tvivl om, at vores erhverv fortsat er under et stort pres på grund af restriktionerne og situationen i øvrigt. Alle virksomheder er på den ene eller anden måde påvirket, og det gør det svært at få kørt omsætningen op igen på et niveau, der bare minder om 2019,” siger politisk chefkonsulent Kristian Nørgaard og tilføjer:
”Sommeren har været et tiltrængt pusterum for dele af erhvervet. Men nu er danskernes sommerferie ved at være forbi, og så venter en barsk virkelighed for alle dele af erhvervet. Hjælpepakkerne er næsten udfaset, og vi er fortsat underlagt skrappe restriktioner.”
Horesta opfordrer regeringen og Folketinget til at gøre alvor af tidligere udtalelser om at holde hånden under de hårdest prøvede erhverv.
Relaterede artikler:
Hjælpepakker betød færre konkurser i hotelbranchen