Montra Odder Parkhotel. (Foto: Small Danish Hotels | Montra Odder Parkhotel | PR)

Hotelkæde vokser på ny: ”Det er et godt match”

Nu udvider Small Danish Hotels atter en gang, da et jysk hotel med møde- og konferencefaciliter, restaurant samt suiter opkaldt efter en række markante kvinder tilslutter sig kæden.

Marilyn Monroe, Audrey Hepburn, Grace Kelly, Edith Piaf, Sophia Loren og Brigitte Bardot. Det er ikke hvem som helst, som suiterne på Montra Odder Parkhotel er navngivet efter.

Hotellet, der for nyligt er blevet en del af Small Danish Hotels, ligger i den mindre by Odder, som er centralt placeret i Østjylland. Det har fire stjerner, en kapacitet på 78 værelser og råder over seks mødelokaler, konferencefaciliteter, restaurant samt festlokaler.

Det er derudover søsterhotel til Montra Hotel Sabro Kro, der ligeledes er med i Small Danish Hotels, mens familien også inkluderer Montra Hotel Hanstholm og Montra Skaga Hotel, som ligger i udkanten af Hirtshals.

Kalder produktet attraktivt
Ifølge Small Danish Hotels er der flere ting, som gør hotellet interessant for kæden. Det drejer sig både om placeringen i relativ nærhed af E45, byens beliggenhed i spændingsfeltet mellem Aarhus, Horsens og Skanderborg samt muligheden for at afvikle møde og konferencer.

Alt i alt mener man derfor, at den nye tilføjelse til porteføljen vil befæste kædens position inden for by- og erhvervsturismen. Den pointe uddybes af Finn Kræfting, der er administrerende direktør for Small Danish Hotels.

”Vi har en stor andel af forretningsrejsende, som sætter pris på at bo godt, når de er på farten. Montra Odder Parkhotel har et stærkt møde- og konferenceprodukt, som er særdeles attraktivt for virksomheder og organisationer.”

Hæfter sig ved bæredygtighed
Den administrerende direktør hæfter sig derudover ved, at Montra Odder Parkhotel er Green Key-certificeret, ligesom man i restauranten forsøger at benytte økologiske fødevarer og mindske madspild samt helst vil handle med leverandører, der tager ansvar for miljøet.

”Det er utroligt positivt, at vi kan byde endnu et Montra-hotel velkommen i Small Danish Hotels,” siger Finn Kræfting – og tilføjer:

”Montra-hotellerne har et dedikeret fokus på bæredygtighed, og det er et godt match til vores DNA. Vores medlemmer er engagerede og ønsker at drive og udvikle deres kroer og hoteller ud fra grønne principper og uden at belaste miljøet unødigt.”


Relaterede artikler:

Horsens atter på landkortet hos Small Danish Hotels

Small Danish Hotels og Best Western i alliance

Kendt badehotel bliver en del af Small Danish Hotels