Norske First Hotels udvider atter engang hotelporteføljen med et hotel i Hirtshals. Det er tredje gang siden årsskiftet, at kæden udvider i Nordjylland.
Under corona skrumpede antallet at First-hoteller i Danmark fra syv til et enkelt. I juli 2020 måtte First Hotels-driftsselskabet Tribe Hotel Management Danmark A/S nemlig indgive konkursbegæring ved Sø- og Handelsretten i København.
First drev tre hoteller i København: Hotel Kong Frederik, Mayfair og Twentyseven samt Hotel Atlantic i Aarhus, Hotel Kolding, Slotshotellet i Aalborg og First Hotel Grand Odense. Efter konkursen var Hotel Grand Odense det sidste danske hotel i kæden.
Hotel ved færgehavn
Men siden årsskiftet er kæden gået fra et enligt dansk hotel til nu at tilbyde seks hoteller i Danmark. Sidste skud på stammen er Montra Skaga Hotel i Hirtshals, som trådte ind i et partnerskab med kæden tirsdag 25. april. Det oplyser First Hotels i en pressemeddelelse.
Hotellet har en strategisk placering ved Hirtshals havn, hvor der er færgeforbindelser til Norge, Færøerne, Island og Skotland.
Montra Skaga Hotel har 108 værelser, tilbyder både kursus- og konferencefaciliteter samt modtager ferie- og fritidsgæster.
Den seneste udvidelse i Danmark med Montra Skaga Hotel bliver ikke den sidste, fortæller First Hotels Internationals administrerende direktør, Thomas P. Gillespie.
”Vi er meget glade for partnerskabet med Montra Skaga Hotel og for at kunne tilbyde vores gæster en ny destination og et nyt hotel i Danmark. Med det sagt har vi stadig store ambitioner om yderligere vækst i Danmark, så Montra Skaga Hotel bliver bestemt ikke vores sidste nye hotel i Danmark,” siger han.
Har øget sin tilstedeværelse i Nordjylland
Montra Skaga Hotel er det fjerde hotel i Nordjylland, First Hotels indgår partnerskab med siden januar måned. I januar blev Prinsen Hotel i Aalborg med 36 værelser og en beliggenhed tæt på Aalborg Banegård en del af kæden.
I starten af marts annoncerede First Hotels, at Kompas Hotel Aalborg blev en del af kæden. Hotellet er placeret centralt i Aalborg, og har 110 værelser samt konferencefaciliteter med plads til 120 gæster. Hotellet er derudover et af byens ældste overnatningssteder.
Hotel Frederikshavn centralt i Frederikshavn med 55 værelser blev også en del af First Hotels i starten af marts.
Ud over de fire nordjyske hoteller har First Hotels også indgået et partnerskab med Skandia Hotel i Helsingør tidligere på året. Hotellet har 38 værelser og ligger tæt på byens banegård og færgeterminal.