Det meste spiritus, som Scandic langer over baren, bliver fremover serveret fra mere bæredygtige beholdere. (PR-foto).

Hotelkæde fjerner de fleste spiritusflasker

En af landets største hotelkæder har indgået et nyt samarbejde, som betyder et farvel til de fleste flasker spiritus på kædens hoteller. I stedet har man fundet et nyt alternativ, der skal hjælpe naturen.

Når gæster vil have sig en cocktail, mens de bor på et af Scandics 27 danske hoteller, bliver det ikke så ofte fra flaske, som det har været tilfældet indtil nu.

Den store hotelkæde har nemlig indgået et samarbejde med Local Spirits, en dansk distributør af økologisk, lokal spiritus, som ifølge Scandic gør brug af verdens første cirkulære leveringsløsning, der erstatter traditionelle glasflasker med genbrugelige spiritusbeholdere.

Samarbejdet reducerer Scandics forbrug af glasflasker fra spiritus med 70 procent, hvilket kæden oplyser vil mindske CO2-udledningen med op til 90 procent.

Glæder sig over lokale produkter
Egentlig har Scandic samarbejdet med Local Spirits siden 2022, men nu har man udvidet samarbejdet, så leverandøren fremover vil stå for 85 procent af spiritussortimentet ved udgangen af året. Leverandørens beholdere erstatter 1.000 flasker og kan genbruges mindst 150 gange.

“Det glæder mig, at vi udvider samarbejdet med Local Spirits til alle vores 27 hoteller. Vores erfaringer viser, at bartendere og gæster sætter stor pris på produkternes kvalitet og lokale storytelling. Det skaber glæde både at tilberede og nyde velsmagende og økologiske cocktails, og at vi skærer flere tusind glasflasker væk på hotellerne, får samarbejdet til at gå op i en højere enhed,” udtaler Scandics F&B-direktør Karsten Felvang Nielsen.

Scandic oplyser, at man er den første større hotelkæde til at benytte Local Spirits som hovedleverandør. Som en bonus planter Local Spirits et træ i Malaysia for hver 4,5 liters spiritusbeholder (en såkaldt ecotote, red.), som leverandøren leverer til Scandic.

Lige nu består området i Malaysia af 336 træer, men det er planen, at der over tid vil opstå en mindre skov på grund af Scandics spirituskøb. Det er samtidig planen, at hotelgæsterne skal kunne følge udviklingen af skovområdet ved at scanne en QR-kode, når de sidder i hotellernes barer og nyder en cocktail.

 

Relaterede artikler:

Hotelkæde vil have fat i dine underbukser

Comwell-hotel vil gøre skoven grønnere

Danmarks hoteller har fokus på bæredygtighed