Scandic. (Foto: Henrik Baumgarten).

Hotelkæde afslører: Søndag bliver det gratis

Selvom man ikke har overnattet på et af Scandics hoteller i Danmark i weekenden, bliver det på grund af en særlig anledning alligevel muligt at spise hotelmorgenmad søndag

I en årrække har flere organisationer og selskaber arbejdet med at mindske den mængde af madspild, der dagligt finder sted på restauranter, caféer og ude ved middagsbordene i det ganske land.

Budskabet har til en vis grad vundet genklang hos i hvert fald en del af befolkningen, da det er en håndgribelig udmøntning af den i de senere år allestedsnærværende bæredygtigheds-dagsorden.

Var med i Løvens Hule
Scandic Hotels er blandt de virksomheder, der forsøger at lade færre fødevarer gå til spilde.

Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at hotelkæden portionsanretter en del af de retter, der serveres i restauranterne, ligesom den mad, der er til overs i buffeten, sælges via Too Good To Go, der netop har madspild som omdrejningspunkt for forretningen.

Too Good To Go står bag en app, der gør det muligt for brugerne at købe overskydende mad fra restauranter samt butikker i deres lokalområde, og på den måde kan de bidrage til, at mindre mad ender med at blive smidt ud.

Selskabet blev for alvor kendt blandt den brede befolkning, da stifterne dukkede op i sæson to af det populære DR-program Løvens Hule, hvor de dog endte med at takke nej til flere tilbud om investeringer og i stedet valgte at finde frisk kapital på anden vis.

Forærer morgenmad væk
Scandic Hotels og Too Good To Go har samarbejdet siden 2017 og kæden oplyser, at dette parløb indtil videre har resulteret i, at omkring 135.000 måltider er blevet reddet. Søndag i denne uge vil man dog slå et slag for, at det antal vil stige i fremtiden.

Her er det nemlig Danmarks Nationale Madspildsdag, og i den anledning er de to selskaber gået sammen om at forære nogle såkaldte brunchbokse med gratis og frisklavet hotelmorgenmad væk på Scandics 27 danske hoteller.

Det kræver blot, at man opretter en profil på app’en og benytter en særlig værdikupon ved at taste ‘Scandic-Brunchboks’ ind, oplyses det.

Ønsker at gøre danskerne opmærksomme
Scandic Hotels håber, at initiativet kan være med til at motivere flere danskere til at støtte op om og tage del i kampen mod madspild. Det fortæller Karsten Felvang Nielsen, der er food & beverage-direktør hos hotelkæden.

“Som Danmarks største- og eneste svanemærkede hotelkæde har vi i mange år arbejdet på at nedbringe madspild, og jeg håber, at søndagens gratis brunchbokse kan bidrage til, at endnu flere måltider i fremtiden vil blive nydt i stedet for at gå til spilde.”

Hos Too Good To Go hæfter landedirektør Ken Vanhoegaerden sig ved, at søndagens initiativ i hans optik vil være med til at rette rampelyset i retning af det madspildsproblem, der er her i Danmark.

”Hos Too Good To Go har vi en mission om at inspirere og give alle mulighed for at bekæmpe madspild sammen, og Scandics gratis brunchboks på madspildsdagen udlever dette.”


Relaterede artikler:

Hotelkæde vinder hæder for at reducere madspild

Vil mindske madspild med millioninvestering

Dansk hotelkæde øger kamp mod madspild