Ferien behøver ikke være et hundeliv. Best Western er nu klar med liste over, hvilke af dets medlemshoteller, der også byder hunde velkomne. PR-foto fra Best Western Hotels & Resorts.

Hotelkæde åbner for firbenede gæster

12 af Best Westerns 15 hoteller i Danmark præsenteres som hundevenlige. ”Tidligere har det ikke været nemt at finde hundevenlige hoteller på vores hjemmeside,” siger kædens marketingschef.

Best Western Hotels & Resorts har ifølge sin hjemmeside 15 medlemmer i Danmark, og 12 af disse klassificeres nu af kæden som ”hundevenlige.”

Trods gradvise grænseåbninger, vælger mange at holde ferie hjemme i Danmark. Det har fået Best Western Hotels til sætte lidt ekstra fokus på hundevenlige hoteller som et ekstra salgsargument.

Baggrunden er, at der har været et ”hunde-boom” under coronakrisen, hvor mange har fået hund. Men for mange hundeejere er ferie dog også lig med at finde hundesitter eller hundepensionat, da informationen om det er muligt at medbringe hund på hoteller ofte er utydelig eller svær at finde, skriver Best Western i en pressemeddelelse.

Kæden ønsker, at alle i familien skal føle sig velkommen og gør det nu lettere for hotelgæsterne at medbringe hunden, hedder det.

Tidligere har det ikke været helt nemt
Sara Hallsund, marketingchef for Best Western i Skandinavien, siger i pressemeddelelsen:

”Vi er stolte over at tilbyde så mange hundevenlige hoteller. Grundet omstændighederne det seneste år, har mange valgt at holde ferie hjemme, og så vil man selvfølgelig gerne have alle familiemedlemmer med. Tidligere har det ikke været helt nemt at finde de hundevenlige hoteller på vores hjemmeside, så for at gøre det lettere, har vi nu samlet alle på ét sted på vores hjemmeside. Her har vi også tips og gode råd om at rejse med hund.”

På eksempelvis Best Western Plus City Copenhagen, tilbydes hundene velkomstpakke med godbidder, mens Best Western Hotel Herman Bang i Frederikshavn giver hundene egen kurv og et lille tæppe.

BWH Hotel Group er en global hotelkæde bestående af tre hotelgrupper, Best Western Hotels & Resorts, WorldHotels og SureStay Hotel Group. Sammen tilbyder de over 4.700 hoteller i over 100 lande verden over.

I Skandinavien er der 160 Best Western-hoteller, heraf 15 i Danmark, på over 100 destinationer. BWH Hotel Group er ifølge egne oplysninger den største, uafhængige hotelgruppe i Skandinavien, hvor hotellerne ejes og drives af lokale entreprenører. Best Westerns nyeste medlem i Danmark er Hotel Sønderborg Strand med 95 værelser.

Relaterede artikler:

”Vi får en del henvendelser om at overtage hoteller”

Hotelkæde gør nyt forsøg på det danske marked

Stor hotelkæde holder sig langt fra gavekortfirmaer