Hotel Balka Strand. Foto: Hotel Balka Strand.

Hotel solgt for anden gang på et år

Et bornholmsk hotel er solgt for anden gang på et år. Den nye ejer har købt hotellet for at prøve noget nyt.

Der er endnu engang ejerskifte i hotellandskabet på Bornholm. Hotel Balka Strand er blevet solgt for anden gang på et år. Sidste år blev hotellet købt af bornholmske Jørgen Larsen, som i flere år drev en Spar-butik i Gudhjem. Han har nu videresolgt hotellet til ejendomsinvestoren Søren Clausen, som er direktør for SC Ejendomme ApS. Det skriver Bornholms Tidende.

Søren Clausen fortæller, at han har købt hotellet for at prøve noget nyt.

”Jeg er ejendomsinvestor og synes, det kunne være skægt med et hotel på Bornholm for at prøve noget andet, siger han til Bornholms tidende.

Købsprisen vil hverken køber eller sælger oplyse, men Søren Clausen vil til gengæld godt fortælle, at han ikke har planer om at ændre i hverken hotellets daglige ledelse eller personalet.

Mens Jørgen Larsen ejede hotellet, solgte han 15 feriehuse og 28 ferielejligheder, som før var en del af hotellet. Her lød prisen på op til 995.000 kroner.

Planer om forbedringer
Den nye ejer af hotellet kommer i første gang ikke til at lave de helt store ændringer, da sæsonen snart starter. Til gengæld er det planen, at hotellet i længden skal forbedres.

Hotel Balka Strand ligger 2,5 kilometer syd for Nexø i et naturfredet område med 150 meter til Balka Strand, som er kendt for sit fine sand.

Hotellet tilbyder både ferielejligheder på op til 55 kvadratmeter og værelser på 27 kvadratmeter, og har i alt 90 værelser. Derudover har det plads til konferencer med en kapacitet på op til 350 personer. Hotellet råder også over både pool og sauna.

Populær Feriedestination
Hotel Balka Strand ligger i et særdeles populært ferieområde i Danmark. I 2022 blev der registreret 1.803.000 overnatninger på Bornholm. Det sikrer ferieøen en 10. plads sammenlignet med andre destinationer.

Og selvom der mellem 2021 og 2022 har været et fald i mængden af overnatninger fra danske turister på 22,3 procent, er der til gengæld sket en stigning i overnatninger fra udenlandske turister på 63,8 procent.

Det er særligt tyskere, der søger mod Bornholm fra udlandet. Således kommer 31 procent af alle overnatninger på øen fra tyskere. Til sammenligning kommer blot 3,7 procent af alle overnatninger fra svenskere, som udgør øens næststørste udenlandske marked.

 

Relaterede artikler:

Endnu en brand på hotel i Billund

Tvivlsom metode bag kåring af bedste badehotel

Overnatningsrekord på hoteller i januar