Usikkerhed om åbne grænser og indhold af rejseregler i de forskellige europæiske lande menes at være medvirkende årsag til, at danskerne i stigende grad holder sommerferie i en feriebolig i Danmark. Arkivpressefoto: Ringkøbing-Skjern Kommune.

Horesta-medlemmer kan ikke bruge grænseåbning

Nærmest kun sommerhusudlejerne får glæde af at tyske, norske og islandske turister må komme ind i i Danmark. Seks-dages reglen giver “katastrofale konsekvenser,” siger Horestas direktør.

(Artiklen er opdateret med udtalelserne fra Horestas direktør, Katia K. Østergaard)

Fra på mandag åbner Danmark grænsen til Norge, Tyskland og Island. Men kun på klem. For regeringens grænseåbning bliver knyttet til krav om, at turisterne skal forevise seks bookede overnatninger uden for København og Frederiksberg.

”Jeg efterlyser den sundhedsfaglige dokumentation for beslutningen om, at turisterne skal book mindst seks overnatninger for at komme til Danmark, vel og mærke uden  for København. Det har katastrofale konsekvenser for byen, koster tusindvis af arbejdspladser og virker fuldstændig ude af proportioner,” siger Horestas administrerende direktør, Katia K. Østergaard, til STANDBY.dk og tilføjer:

“Dette bør ændres straks, ligesom Danmark bør følge resten af EU og – helt i tråd med EU kommissionen anbefalinger – åbne grænserne allerede fra på mandag.”

Den gennemsnitlige udenlandske turist, business som leisure, bor 2,2 nætter på hotel i Danmark. De danske krav om seks overnatninger lever få hotelgæster op til, og det rammer hele turisme- og oplevelseserhvervet, lyder meldingen fra brancheforeningen Horesta, der repræsenterer store dele af det danske turisme, hotel- og restaurationserhverv.

Ligeledes er kravene fra regeringen, at udenlandske turister ikke må overnatte i København og på Frederiksberg. Men de må gerne besøge hovedstaden, bare ikke overnatte.

Uden for København svarer 30 procent af restauranterne i en ny medlemsundersøgelse fra Horesta, at de har mistet minimum 60 procent af omsætningen, og for hotellerne uden for hovedstaden er det flere end halvdelen, der oplever så stort et omsætningsfald.

Danskerne kan ikke dække omsætningstab
Om Horestas nyeste medlemsanalyse siger brancheforeningens cheføkonom, Jonas Kjær, i en pressemeddelelse:

”Uden for København er det hele 34 pct. af hotelovernatningerne, der foretages af udlændinge i sommermånederne, og der er ingen tvivl om, at både hoteller og restauranter ville have gavn af en bredere grænseåbning. Mange står på tærsklen til deres højsæson, og danskerne kan ikke alene dække det omsætningstab, som de manglende udlændige efterlader over sommeren,” siger Jonas Kjær.

Seks forhåndsbookinger og nej til København
Næsten halvdelen af provinshotellerne begrunder den lille eller fraværende positive effekt af grænseåbningen med kravet om, at turisterne skal forevise seks bookede overnatninger.

”Den typiske udenlandske feriegæst i Danmark er i Danmark 2,2 overnatninger, og restriktionerne afskærer således en stor del af erhvervets kundegrundlag. Hertil kommer, at der kun er tale om gæster fra tre lande, Tyskland, Norge og Island,” tilføjer Jonas Kjær.

Udlændinge udgør den største andel af gæsterne på Københavns hoteller, men i Horestas undersøgelse er der også flere provinshoteller, der angiver, at udlændinge sidste år stod for over halvdelen af deres sommergæster.

Relaterede artikler:

Giv os den sunde fornuft tilbage

Dansk turisme skælder ud over 6-dages regel

Rejsegigant vil sælge hotelferier i Danmark