Ukrainske farver på hovedindgangen til Messecenter Herning, et af de store HORESTA-medlemmer. PR-foto: Tony Brøchner for MCH.

HORESTA frygter dansk bureaukrati for ukrainere

”Behandlingen af ukrainske flygtninge må ikke sande til i dansk bureaukrati. Det er vigtigt at få ukrainerne i arbejde, så de ikke sidder fast i systemet,” siger HORESTA’s politiske direktør.

Hoteller, campingpladser, restauranter og resten af det danske oplevelseserhverv har gode erfaringer med at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet.

Derfor er HORESTA glade for den danske særlov, der sidste uge blev hastet igennem Folketinget, men Kristian Nørgaard, politisk direktør i HORESTA, advarede på TV 2 News i weekenden om, at processen kan blive ramt af det danske bureaukrati og dermed trække ud.

”Allerede nu er der blevet handlet hurtigt, det er vi rigtig glade for. Vi hører dog allerede nu om, at der er lang ventetid på at booke det her fysiske møde, man skal have, for at kunne få en opholdstilladelse, og det må ikke sande til,” sagde Kristian Nørgaard og fortsatte:

”Derfor er vi glade for, at der allerede nu bliver taget ekstraordinær handling på at holde åbent her i weekenden, og der bliver åbnet flere steder. Vi har jo medlemmer, som er klar til at ansætte ukrainere, og det ser vi frem til at kunne gøre hurtigst muligt.”

26.000 flere medarbejdere til højsæson
Hotel- og restauranterhvervet i Danmark kigger frem mod en kommende højsæson, hvor HORESTA estimerer, at der skal ansættes 26.000 flere medarbejdere, end branchen beskæftiger i dag. Det skriver HORESTA’s nyhedsbrev.

”Der er rigtig gode muligheder for ukrainerne for at komme ind i hotel-, restaurant- og campingerhvervet. Det er mange alsidige jobs i et internationalt miljø. Næsten hver tredje medarbejder i erhvervet er med en udenlandsk baggrund, og derfor er der mange steder, hvor man kan klare sig med engelsk,” siger Kristian Nørgaard, og fortsætter:

”Vi er selvfølgelig klar til at kigge på, hvilken opkvalificeringssnak der skal være, og om der er nogle kompetencer, de skal have. Selvfølgelig hele tiden med meget stor respekt for den baggrund de kommer med fra krigen i Ukraine.”

Kristian Nørgaard mener, at Danmark står med en mulighed for at give nogle mennesker en god start på tilværelsen i Danmark.

Men det er HORESTAs erfaring, at det kan tage lang tid at komme gennem systemet. Man skal have CPR-nummer og skattekort. Sidstnævnte kan godt tage lang tid bare for dem, der kommer fra EU-lande.

Relaterede artikler:

Hoteller vil hjælpe ukrainske flygtninge i arbejde

Dansk hotelejer fortsætter biludlejning i Rusland

Rejsebranchen støttede også Ukraine-indsamling