Nu omorganiserer HORESTA sig med henblik på at drage nytte af synergier og etablerer derfor en ny afdeling. Den nuværende chef for uddannelse og konkurrencer skal stå i spidsen for den.
Større sammenhæng i rådgivningen og muligheden for at sikre bedre udnyttelse af organisationens specialviden. Det er to af bevæggrundene for, at HORESTA nu har valgt at forankre en række fagområder i en ny fælles afdeling, oplyses det.
Den har fået navnet ’kompetencer, bæredygtighed og certificering’ og meningen er, at afdelingen skal omfatte både uddannelsesområdet, de forskellige fagkonkurrencer samt de af brancheorganisationens indsatser, der har at gøre med energi, miljø og certificeringer.
Skal mødes i øjenhøjde
Det er Pia Svane, der er chef for uddannelse og konkurrencer hos HORESTA, som er blevet udpeget til at stå i spidsen for den nye afdeling.
Dermed får hun nu også ansvar for Green Key-certificeringen, hotelklassifikation og energi- og miljørådgivning i tillæg til efteruddannelse, elevuddannelser og fagkonkurrencer som Årets Kok, Skills og de nordiske elevmesterskaber, som hun allerede beskæftiger sig med.
Hos HORESTA håber man, at etableringen af afdelingen blandt andet kan bidrage til, at man får en stærkere forståelse for medlemmernes behov vedrørende såvel bæredygtighed og den grønne omstilling som kompetenceudvikling og rekruttering.
”Det handler om at møde vores medlemmer i øjenhøjde og gøre det nemmere for dem at få kvalificeret sparring på tværs af deres udfordringer og ambitioner,” bemærker Pia Svane.
Ser potentiale
Ifølge HORESTA’s konstituerede administrerende direktør Jeppe Møller-Herskind har man skævet til mulige gavnlige effekter, da man planlagde hvilke fagområder, der skulle høre hjemme i den omtalte afdeling.
”Med den nye organisering samler vi fagområder, som i stigende grad spiller tæt sammen. Det gælder for eksempel arbejdet med miljøcertificeringer og hotelklassifikation, hvor der er et stort potentiale for synergi.”
”Samtidig styrker vi vores mulighed for at tilbyde målrettet rådgivning på tværs af vores faglige indsatser, når vi er i dialog med medlemmerne,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Relaterede artikler:
Nye kræfter træder ind i HORESTA’s bestyrelse