I løbet af efteråret forventer HORESTA at kunne onboarde de første virksomheder til et nyt og automatiseret ESG-værktøj. Løsningen udvikles sammen med Position Green og Valified, hvor sidstnævnte også står bag en løsning til DRC.
Et direktiv fra EU om Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) betyder, at større danske virksomheder og samtlige børsnoterede virksomheder fra og med regnskabsåret 2024 skal rapportere om bæredygtighed efter særlige standarder, der er fælles på EU-niveau.
Derfor taler alle i øjeblikket om ESG, der dækker over bæredygtighedsindsatser for miljø og klima, sociale forhold og virksomhedsadfærd, hvilket Environment, Social og Governance (ESG) står for.
Det stiller krav til værktøjer, hos de virksomheder, der skal rapportere, og snart er der også hjælp at hente fra HORESTA til hoteller, restauranter og turistvirksomheder, der er omfattet af de nye krav.
HORESTA har indgået en aftale med IT-leverandørerne Position Green og Valified der har særlige løsninger til erhvervslivet med fokus på bæredygtighed, og på baggrund heraf vil man skabe, hvad man kalder “den mest ambitiøse ESG-brancheløsning til dato”.
”Vi er klar over, at det kommer til koste mange kræfter for vores medlemmer at skulle i gang med ESG-afrapporteringen. Men vi kommer til at kunne præsentere en løsning, hvor en betydelig del af afrapporteringen over tid vil foregå automatisk. Det vil kunne spare virksomhederne for mange ressourcer,”,siger Jeppe Møller-Herskind, der er viceadministrerende direktør i HORESTA.
Starter med dobbelt væsentlighedsanalyse
Ifølge HORESTA er det særligt unikt, at der bliver indbygget automatisering i løsningen. Det betyder, at der vil blive født oplysninger ind fra Green Key, fra HORESTA’s medarbejdertilfredshedsanalyse Better Hospitality Workplace (BHW), fra Dansk Arbejdsgiverforening, fra Danmarks Statistik samt andre kilder.
Dermed mener brancheforeningen, at det vil være muligt at lave et egentligt brancebenchmark, så medlemsvirksomhederne kan sammenligne sig med kolleger og konkurrenter.
”Målet med det nye værktøj er ikke kun at kunne leve op til lovkrav eller krav fra samarbejdspartnere. Det handler også om, at vores branche får et værktøj til at kunne dokumentere, hvor meget vi gør på de tre bundlinjer,” lyder det fra HORESTA-direktøren.
Arbejdet med få udvalgt fokusområder og data, som branchen skal fokusere og rapportere på, starter i august og bliver lavet som en såkaldt dobbelt væsentlighedsanalyse, der forventes at være færdig inden udgangen af tredje kvartal i år. Efter en kort testperiode er det forventningen, at de første virksomheder kan gøre brug af værktøjet i løbet af efteråret.
Allerede sidste år gik brancheforeningen Danmarks Restauranter og Caféer (DRC) i gang med at lave en ESG-brancheløsning, der skal fungere som en fælles rapporteringsstandard for restaurationsbranchen. Her er det også Valified, der er samarbejdspartner.
Relaterede artikler:
ESG-kurser skal gøre leverandører i stand til at opfylde krav fra hotel