Safaribus i Givskud Zoo - Zootopia. PR-foto.

Højere inflation i turistbranchen

Priserne på kulturoplevelser stiger mere end de generelle forbrugerpriser. Visse kulturoplevelser ser prisstigninger på helt op til 41 procent.

Turister på jagt efter kulturoplevelser i Danmark skal betale mere for at få samme oplevelse, end de skulle for syv år siden.

Det er ikke nogen nyhed, at der er inflation i samfundet, men hvor de generelle forbrugerpriser er steget med 18 procent siden januar 2016, er prisstigningerne på kulturtilbud en del højere. Det viser en særkørsel fra Danmarks Statistik.

De største prisstigninger ses hos landets museer og zoologiske haver. Her er priserne i januar 2023 41 procent højere, end de var i samme måned i 2016.

Den prisstigning ses, selvom der i sommeren 2020 var et prisfald på cirka 20 procent sammenlignet med priserne i januar 2016. Prisfaldet i 2020 var en politisk beslutning, hvor en ”sommerpakke” fra staten gav rabat til forbrugerne for at fastholde efterspørgslen på kulturtilbuddene.

Også større prisstigning på andre kulturtilbud
I samme periode har priserne på ture i forlystelsesparker, biografer og teatre også ligget højere end de generelle forbrugerprisstigninger.

Priserne for ture i forlystelsesparker og biografer er begge steget med 26 procent siden 2016. I samme periode er prisen på teaterbilletter steget med 23 procent.

Kun ture i badeland, friluftsland eller svømmehal holder sig nogenlunde inden for de generelle prisstigninger, fortæller Asla Husgaard, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

”I en årrække, fra starten af 2019 til slutningen af 2022, steg prisen på en tur i svømmehallen også mere end de generelle forbrugerpriser. Men ser man samlet på udviklingen fra 2016 frem til i dag, er billetter til svømmehaller steget med 19 procent. Det vil sige kun en smule mere end de generelle prisstigninger,” siger hun.

Stor efterspørgsel på kulturoplevelser
Danmarks Statistik giver ikke nogen begrundelse for, hvorfor prisstigninger på kulturtilbud samlet set er højere end de generelle forbrugerprisstigninger.

Til gengæld oplyser Danmark Statistik, at en stor del af den danske befolkning i andet kvartal af 2022 efterspurgte kulturtilbud.

Således besøgte 13 procent af alle voksne danskere zoologiske haver og dyreparker, og forlystelses- og temaparker fik besøg af hele 11 procent af voksne danskere.

Sommerlande, akvarier og oplevelsescentre fik besøg af 4 procent af voksne danskere, mens cirkusser fik besøg af to procent af de voksne danskere.

Med til historien følger, at tallene fra Danmarks Statistik er baseret på stikprøver, hvilket medfører en vis usikkerhed i tallene.

 

Relaterede artikler:

Flere tyskere fejrer påske i danske sommerhuse

Overnatningsrekord på hoteller i januar

Sådan fordeler overnatningerne sig i 2022