Broløkke Herregård. (Foto: Broløkke Herregård | Facebook.com | PR)

Herregårdshotel har godt øje til erhvervsturisterne

Efter at være blevet renoveret og have fået øget overnatningskapaciteten, ruster herregård sig nu til fremtiden med ny spa samt event- og konferencefaciliteter i den tidligere smedebygning.

Med en historie, der trækker tråde helt tilbage til 1512, og i hvert fald 245 år som lyst- og jagtslot samt sommerresidens for grevskabet Ahlefeldt-Laurvig skorter det ikke på sjæl på Broløkke Herregård, der ligger på Langeland.

Hovedbygningerne er opført i 1758, udbygget i 1873 og fredet i 1918, men den tofløjede herregård danner ikke længere ramme om adeligt sommerliv, da den i dag i stedet fungerer som overnatningssted med en række andre tilknyttede aktiviteter.

Broløkke Herregård har en kapacitet på 89 hotelværelser og 13 lejligheder.

Dertil kommer bryggeri og destilleri samt en konferencesal i en tidligere kostald, hvor der er plads til 400 spisende gæster, ligesom man er ved at etablere en spa- og wellnessafdeling, der ventes at stå klar til næste år, samt nye lokaler til at afvikle events i.

Havde ikke erfaring med i bagagen
For et par år siden skiftede ejendommen hænder, da den blev overtaget af familien Hansen i 2021. Siden da har ejerne blandt andet renoveret bygningerne, opført lejligheder og mødelokaler, bygget en ny indgangsportal og anlagt en prydhave på herregården.

I øjeblikket er der omkring 30 fuldtids- samt et antal sæsonansatte, der arbejder på Broløkke. Det er Sofie Amalie Hansen, der har titel af direktør og driver stedet sammen med sin kæreste Anne-Cathrine, da de første gang til området måtte de starte forfra.

”Vi tog til Langeland uden nogen form for erfaring med hoteldrift, men vi fik hurtigt etableret et lokalt netværk, der kunne hjælpe os med renoveringen af stedet, så vi kunne blive klar til at tage imod gæster,” forklarer Hansen.

Drager nytte af dynamik
Ejerkredsen nærer en ambition om, at stedet i fremtiden skal være den foretrukne destination for firmaarrangementer, events samt gæster, der søger afslapning i unikke rammer, lyder det fra HORESTA, som Broløkke Herregård netop er blevet medlem af.

”Lige nu er vores fokus på den kommende spa-afdeling og den gamle smedebygning, som skal omdannes til event- og konferencested med plads til mere end 100 personer,” siger Sofie Amalie Hansen, der ser en fordel i, at man har mulighed for at spille på flere strenge.

”Rammerne gør det muligt for os at tilbyde en lang række forskellige services og holde forskellige arrangementer. Vi holder meget af den dynamik, det skaber. Vi har musikarrangementer med store navne, eksklusive bryllupspakker og hyggelige overnatningsmuligheder.”


Relaterede artikler:

Herresgårdshotel finder køkkenchef med grøn Michelin-stjerne i bagagen

Ny chef skal løfte herregårdshotel til et nyt niveau

100 millioner kroner gør herregård til eventhotel