Herregårdshotellet Nørre Vosborg vil fra udgangen af januar ikke længere være en del af Bühlmanns portefølje. I stedet har fonden bag hotellet indgået et samarbejde med en lokal kulturinstitution.
Ved udgangen af januar vil det ikke længere være Bühlmann, som driver herregårdshotellet Nørre Vosborg i Vestjylland. Det oplyser Fonden Nørre Vosborg, som har det overordnede ansvar for herregården, mens stedet reelt er ejet af Realdania By & Byg A/S.
Fonden har i de seneste måneder arbejdet med udarbejdelsen af en ny strategi, som sætter mere fokus på kultur, områdets stedbundne kvaliteter og naturen.
For at kunne løfte strategien mener Fonden Nørre Vosborg, at kultur og erhverv skal tænkes mere sammen, og som ny partner har man valgt Musikteatret Holstebro til at føre strategien ud i livet.
”Med Musikteatret Holstebro som samarbejdspartner vil vi her på Nørre Vosborg kunne udbyde endnu flere og endnu større arrangementer, end vi hidtil har kunnet. Det vil ikke blot styrke Nørre Vosborgs position, men hele Vestjylland som et kulturelt kraftcenter,” siger Bjørn Albinus, formand for Fonden Nørre Vosborg.
Glæder sig over at kunne tilbyde hotel
Fra Musikteatrets side ser man frem til at blive en del af Nørre Vosborg. Herfra lyder det, at man kan se synergier for sig, som kan styrke både Musikteatret og Nørre Vosborg.
På den måde kan Nørre Vosborgs position i det kulturelle landskab udvides, mens man stadig vil drive et hotel og konferencested, som er attraktivt og tilbyder gastronomi på et højt niveau.
”Musikteatret vil få stor gavn af at inkludere både kultur, restaurant og hotel i vores udbud til vores gæster, og vi ser en stor mulighed for at kunne forlænge vores kulturgæsters ophold og udvide deres oplevelse til gavn for både Musikteatret, Nørre Vosborg og hele lokalområdet,” siger Anders Jørgensen, direktør for Musikteatret Holstebro.
Hotel Nørre Vosborg sælger allerede nu sig selv som et kraftcenter for kulturelle oplevelser inden for musik, teater og kunst med plads til mere end 300 gæster.
Hotellet tilbyder 56 værelser fordelt i de historiske bygninger. Heriblandt er en suite på 65 kvadratmeter, juniorsuiter, såkaldte superiorværelser og standardværelser. Nørre Vosborg kan også bryste sig af restauranten Classique, som går efter at tilbyde fransk bistrostemning og mad fra det franske køkken.
Når Nørre Vosborg ved udgangen af januar ikke længere er en del af Bühlmann, vil koncernen drive otte hoteller i Jylland og et på Sjælland, Herman K. i centrum af København.
De otte jyske hoteller: I hjembyen Aalborg er det Pier 5 Designhotel (der tidligere hed Slotshotellet), Scheelsminde Herregård og Aalborg Airport Hotel.
I Aarhus har man Hotel Royal og Villa Provence; hertil kommer Billund Airport Hotel (det tidligere Zleep-hotel), Hotel Randers og Peak 12 Designhotel i Viborg. Man har også et nyt hotel på vej i Odense.
Relaterede artikler:
År med store events får koncern til at udvide