Michelin-restauranten, Restaurant Syttende på 17. etage af Steigenberger Alsik Hotel & Spa i Sønderborg, som vandt en Michelin-stjerne i 2021. PR-foto.

Her er de nye danske Michelin-restauranter

Den 27. maj uddelte Michelin atter stjerner til de nordiske restauranter, hvor gastronomien er i top. Endnu en dansk restaurant har fået tre stjerner, og Danmark har i år fået i alt 44 stjerner.

Mandag den 27. maj var der atter stjerneregn over Norden, da Michelin-stjerner traditionen tro blev uddelt til de bedste restauranter i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Det skete ved en ceremoni i den finske hovedstad Helsinki.

Og mens Danmark sidste år fik hele fem nye én-stjerne Michelin-restauranter, var sagen ikke helt den samme i år, hvor Danmark kun har fået en enkelt ny én-stjernet Michelin-restaurant. Det drejer sig om Restaurant Aure i København med Nicky Arentsen i spidsen som køkkenchef og ejer.

Stjernen kom som en overraskelse for Arentsen, som egentlig var blevet kaldt på scenen for at modtage Michelin Young Chef-prisen, som gives til unge talenter, og her modtog han også sin første Michelin-stjerne blot få måneder efter, at Restaurant Aure for første gang tog imod gæster i marts 2024. I alt fik ni nordiske restauranter én Michelin-stjerne i 2024, og Danmark mistede ingen ét-stjernede restauranter.

Sidste år kom der ingen nye danske restauranter på listen over gastronomiens top, de tre-stjernede Michelin-restauranter. Geranium og Noma beholdte dog deres tre stjerner, og det gør de også i år. Og nu er de blevet gjort selskab af restauranten Jordnær i Gentofte, som hæver sig fra to til tre stjerner.

Der var ingen nye to-stjernede restauranter i Danmark blandt de to restauranter, der fik hæderen, men til gengæld mister ingen danske restauranter heller sin status.

Danmark står dog fortsat stærkere på den internationale gastronomiske scene, og i år er der i alt 44 Michelin-stjerner på dansk gastronomis stjernehimmel fordelt på 31 restauranter mod 45 sidste år.

Efter Michelin-uddelingen er der nu 22 restauranter med én stjerne, otte restauranter med to stjerner og tre restauranter med tre stjerner.

”De dage, hvor Danmark var lilleput på den globale madscene, er forbi. Vi har nu bredden i forhold til at kunne tilbyde alt fra den gastronomiske superoplevelse til den klassiske hotdog og alt derimellem. Danmark er blevet kendt for kvalitet, lokale fødevarer og madoplevelser som en væsentlig del af turen til landet, og det er ikke bare vigtigt for restauranterne, men også for resten af landets turisme- og oplevelsesindustri,” siger Michael Folmer Wessman, der er chefkonsulent for turisme, oplevelse og kultur i Dansk Erhverv.

Har betydning for den internationale turisme
Mens Danmark altså også i år kan prale af en styrket Michelin-status, er det også noget, som har betydning for turismen i bredere forstand, for der er mange, der gerne vil rejse langt for gastronomiske oplevelser, lyder det fra Michael Folmer Wessman.

”Stjernerne har en stor betydning for de enkelte restauranter, men de er også vigtige for den opfattelse, man har af Danmark ude i verden. De sætter Danmark på verdenskortet som en destination, man gerne vil rejse til, og styrker landet som rejsedestination. Det er derfor helt afgørende, at vi får flere udenlandske turister til at komme og spise med,” siger Michael Folmer Wessman.

Den udlægning er Pia E. Voss, HORESTAs administrerende direktør, rørende enig i.

”Vores Michelin-succes bidrager i allerhøjeste grad til at brande Danmark i udlandet. Den tiltrækker turister, som søger unikke smagsoplevelser i verdensklasse, og dermed er Michelin-uddelingen ikke bare god for restauranterne men for oplevelseserhvervet generelt,” siger hun.

Ifølge direktøren skyldes kraftpræstationen på den danske madscene de seneste mange år, at der er særdeles mange dygtige folk i restaurationsfaget herhjemme.

”Når det lykkes for os at holde et ekstremt højt niveau, handler det om, at vi har en stor talentmasse, som brænder for at skabe nogle helt unikke, gastronomiske oplevelser for et dansk og internationalt publikum”, siger direktøren således.

Restauranterne har en stor udfordring.
Mens Danmark i internationalt perspektiv klarer sig godt gastronomisk, er det dog ikke fordi, at restauranterne nødvendigvis altid arbejder under lette vilkår, lyder det fra Michael Folmer Wessman. Restauranterne kæmper nemlig fortsat med at skaffe hænder nok.

”Restauranterne arbejder med et kvalitets- og serviceniveau i verdensklasse, og derfor er det også helt afgørende, at man også kan få fat i de rigtige medarbejdere. Man kan godt frygte, at der ligesom andre steder i turismeerhvervet, også kommer til at mangle dygtigt personale på toprestauranterne, hvor de allerede har det svært. Derfor skal vi sikre, at regeringens fokus på at løfte erhvervsuddannelserne også kommer kokke- og tjeneruddannelserne til gode. Ellers kan vi ikke blive ved med at skabe håndværk af høj kvalitet – og det gælder både i kantinerne og på toprestauranterne,” siger chefkonsulenten.

 

Relaterede artikler:

Herresgårdshotel finder køkkenchef med grøn Michelin-stjerne i bagagen

Arkitekt bag Michelin-restaurant køber badehotel

Snart kan hoteller vinde Michelin-nøgler: Allerede nu er 22 danske hoteller håndplukket