Selvom Destination Fyn og flere andre aktører netop har modtaget en donation på 30 millioner kroner, mangler der fortsat syv millioner, inden et stort anlagt turismeprojekt kan realiseres.
I fremtiden skal cyklister have bedre mulighed for at planlægge deres rute, når de træder i pedalerne på tværs af Fyn og øerne. Det mener man i hvert fald hos 10 kommuner, da disse er gået sammen Dansk Kyst- og Naturturisme, DGI Fyn og Destination Fyn om et nyt projekt.
Sammen ønsker aktørerne at etablere en cykelstrækning på 3.400 kilometer. Projektet er en udløber af Bike Island Fyn, hvor omdrejningspunktet er, at området skal forvandles til Nordeuropas mest attraktive cykelferiedestination.
Benytter særlig metode
Det særlige ved projektet er, at cykelnettet skal struktureres efter den såkaldte knudepunktsmetode. Den går kort, at der opsættes knudepunkter – som er et skilt med et nummer på – forskellige steder i et område.
Derfra har cyklisterne mulighed for at vælge mellem to eller flere forskellige strækninger, der fører videre mod et nyt knudepunkt. Knudepunktet viser, hvor i cykelnettet man er, og cyklisten kan dermed planlægge sin tur ved at stykke de forskellige knudepunkter sammen.
Ifølge Destination Fyn har metoden, der er opfundet i Belgien, medvirket til, at antallet af cyklister og cykelturister i provinsen Limburg i Holland er øget fra to millioner i 2003 til 3,7 millioner i 2022.
I tillæg hertil vil aktørerne opføre fem outdoorpavilloner og fire aktivitetscentre, som skal give cyklisterne mulighed for at holde pause og udforske naturoplevelser eller kaste sig over andre friluftsaktiviteter såsom vandring, mountainbiking eller kajakroning.
Mangler fortsat millioner
Det fynske projekt har netop modtaget en hjælpende hånd i form af en donation på 30 millioner kroner fra Nordea-fonden, men det er dog ikke ensbetydende med, at man nu kan gå i gang med at få indrettet cykelstierne i henhold til knudepunktsmetoden.
Destination Fyn oplyser nemlig, at det samlede budget for hele projektet er 66 millioner kroner, og efter donationen fra fonden mangler der fortsat godt syv millioner kroner, der skal findes, inden man for alvor kan trække i arbejdstøjet.
Kalder det en udfordring for hele landet
Tue Kempf, der er direktør i Destination Fyn, erklærer sig godt tilfreds med, at man med millionbeløbet fra Nordea-fonden nu er et godt stykke tættere på at kunne realisere de ambitioner, som man har med projektet.
”Cykelnettet vil bidrage til, at vi kan give både de lokale og vores gæster lettere adgang til naturen, outdoorfaciliteter, overnatning, spisesteder og simpelthen bare tilbyde dem flere og mere seværdige cykeloplevelser.”
”Det vil ikke kun styrke det lokale friluftsliv, men også det lokale erhverv, og det vil bidrage til at løfte Fyn og Øerne op på allerøverste hylde blandt Europas cykeldestinationer.”
Ifølge direktør Jens Hausted fra Dansk Kyst- og Naturturisme har man med projektet på Fyn mulighed for at fremvise en løsning på en af de hurdler, der er kendt flere steder i landet.
”Det er en grundlæggende, national udfordring at udvikle sammenhængende rekreativ infrastruktur. Realiseringen af Danmarks rekreative cykelnet på hele Fyn kan vise, at det her er vejen frem for Danmark som foregangsland inden for rekreativ cykling,” siger Haugsted.
Relaterede artikler:
Sport og robotter en turismesucces i Odense