- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Han skal drive Destination Fyn

Til maj er der direktørrokade hos Destination Fyn. Den nye direktør har bland andet stået bag afviklingen af Tour de France i Nyborg.

Fra 1. maj hedder direktøren for Destination Fyn Tue Kempf. Han overtager det daglige ledelsesansvar fra Rasmus Hessum, der i stedet får rollen som overordnet direktør for Oplevelsesøkonomi, Politik og Partnerskaber i Erhvervshus Fyn, som Destination Fyn er en del af. Det oplyser Destination Fyn i en pressemeddelelse.

Rasmus Hessum fortæller, at Tue Kempf bliver hentet ind i en tid, hvor det går godt for destinationsselskabet.

“Destination Fyn er inde i en god udvikling, og der er stort potentiale for at sætte yderligere skub på samarbejdet med de fynske turistvirksomheder og styrke den kommercielle udvikling. Med ansættelsen af Tue Kempf henter vi en mand, der både har en lang erfaring, et stærk netværk og dokumenterede resultater i arbejdet med at udvikle, optimere og eksekvere på store projekter,” siger Hessum.

Han tilføjer:

”Det er vigtigt i en organisation med en stor projektportefølje. Med denne helt rigtige profil i spidsen for et stærkt team, sikrer vi, at der er fuld fokus på udvikling og drift i Destination Fyn.”

Mens Tue Kempf skal stå for driften af destinationsselskabet, kommer Rasmus Hessums fokus til at blive strategisk. Han kommer til at fokusere på både turisme og bæredygtighed.

Erfaring indenfor turisme
Den nye direktør er en erfaren herre, og så har han et nært forhold til Fyn. I dag er han specialkonsulent i Nyborg Kommune, hvor han står for afviklingen af kommunens største events.

For eksempel stod han for afviklingen af Tour de France i kommunen, og han når inden skiftet til Destination Fyn at være med til afholdelsen af Royal Run.

“Jeg elsker Fyn og er fynbo med stort F. Så for mig er det helt fantastisk at blive en del af det hold, der skal være med til at løfte og understøtte den strategiske fynske turismeindsats. Jeg ser først og fremmest frem til samarbejdet med de mange stærke interessenter omkring Destination Fyn og ikke mindst mine kommende kolleger,” siger Tue Kempf.

Han fortæller også, at han har ambitioner for, at der skal vækst i fynsk turisme med ham ved roret.

“Min ambition er at være med til at drive den fortsatte vækst og udvikling i fynsk turisme. Jeg tror på, at det gøres bedst ved at dyrke partnerskaber og samarbejde, sikre bred kompetenceudvikling og samtidigt understøtte og skabe de bedst mulige rammer for de dygtige medarbejdere og ledere, der allerede har skabt virkeligt flotte resultater i Destination Fyn,” siger Tue Kempf.

De står i spidsen for destinationsselskaberne i Danmark

Destination Destinationschef
Destination Nord Tonny Skovsted Thorup
Visit Aarhus Pia Lange Christensen
Destination Vesterhavet Peer Heldgaard Kristensen
Destination Kystlandet Helle Berthold Rosenberg
Destination Sønderjylland Karsten Justesen
Destination Fyn Rasmus Hessum (Tue Kempf efter 1. maj)
Destination Sjælland Morten Jensen
Visit Lolland-Falster Lindy Kjøller
Visit Nordsjælland Annette Sørensen
Destination Sydsjælland & Møn Martin HH Bender
Destination Bornholm Pernille Kofod Lydolph
Wonderful Copenhagen Mikkel Aarø-Hansen
Destination Himmerland Johanne Bugge
Destination Limfjorden Kristina Lehmann Schjøtt
Destination Nordvestkysten Peter Krusborg
Destination Fjordlandet Thomas Kær Mahler
VisitHerning Mette Gottlieb
Destination Vadehavskysten Hans Peter Folmann
Destination Trekantområdet Martin Perregaard-Bitsch
Kilde: Danske Destinationer

 

Relaterede artikler:

“Destinationsselskaberne løfter en opgave, som ingen andre tager”

“Vi har gjort det mere end godt i corona-årene”

Spisesteder i Destination Sjælland får kvalitetsløft