Nedlukning og sidste års sommerpakke halverede antallet af gæster i de 12 store danske forlystelsesparker. Nu håber de at komme i betragtning ved forhandlingerne om årets sommerpakke.
Selvom danskerne i stor stil måtte blive inden for landets grænser i sommeren sidste år, så var det ikke nok til at redde året for forlystelsesparkerne. Restriktioner, manglende udenlandske gæster og en skæv sommerpakke resulterede nemlig i et stort tab. Parkerne appellerer nu til at blive tænkt ind i den forestående politiske sommerpakke.
En ny opgørelse fra Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD) viser et fald på 58 procent i antallet af besøgende i 2020 sammenlignet med året før.
FFD’s medlemmer er, alfabetisk nævnt, Bonbon-Land, Djurs Sommerland, Dyrehavsbakken, Fårup Sommerland, Jesperhus Blomsterpark, Knuthenborg Safaripark, Legoland, Lego House, Sommerland Sjælland, Tivoli, Tivoli Friheden i Aarhus og Universe på Als.
Ti af parkerne har bidraget til den nye undersøgelse, og FFD estimerer, at de manglende gæster løber op i en omsætningsnedgang på cirka 1,7 milliarder kroner.
”Sidste års sommerpakke skævvred oplevelseserhvervet”
Kristian Nørgaard, sekretariatschef i FFD og politisk chefkonsulent i HORESTA, der også huser FFD’s sekretariat, siger i pressemeddelelse:
”Hele turisme- og oplevelseserhvervet er hårdt ramt af coronakrise, og forlystelsesparkerne er bestemt ingen undtagelse. Det har blandt andet resulteret i, at mange virksomheder har måtte sige farvel til medarbejdere og sat investeringer i bero. Samtidig ser vi ind i endnu en svær sæson med restriktioner, coronapas og manglende udenlandske gæster.”
Han håber, at den forestående politiske sommerpakke, som regeringen torsdag præsenterer sit udspil til, vil tilgodese forlystelsesparkerne.
Det vil i så fald være i modsætning til sommerpakken fra sidste år, hvor disse virksomheder blev forbigået.
Blandt FFD’s egne forslag til initiativer, der kan indhente det tabte, er nedsat moms samt et sæsonkortfradrag, som man kender det fra håndværkerfradraget. Parkerne er nemlig vigtige vækstfyrtårne, som bidrager til hele turismeværdikæden omkring sig, lyder det fra Kristian Nørgaard.
”Sommerpakken sidste år var god for nogle virksomheder, men den var med til at skævvride oplevelseserhvervet. Nogle attraktioner, som for eksempel museer og zoologiske haver, kunne tilbyde halv pris til gæsterne med offentlig støtte, og det var med til at trække gæster væk fra virksomheder, der i forvejen var hårdt ramt. Vi håber, at politikerne har det for øje i år, så årets sommerpakke kan være med til at kickstarte forlystelsesparkerne,” siger Kristian Nørgaard.
I 2019 beskæftigede medlemmerne af FFD knap 7.400 medarbejdere, omsatte for 3,5 milliarder kroner og havde over 12 millioner gæster, cirka 30 procent var udenlandske turister.
Relaterede artikler:
Forlystelsespark forventer normalt besøgstal i år