Det var MCH Messecenter Hernings administrerende direktør, Georg Sørensen, som i år vandt Turismeprisen. Her ses han i samarbejde med HORESTAs politiske chef, Maria Olafsson. (Foto: Michael Stub).

Georg Sørensen vinder Turismeprisen 2024

Administrerende direktør Georg Sørensen fra MCH er årets vinder af Turismeprisen, der uddeles hvert år i forbindelse med Danish Travel Awards. Han vandt prisen for sine mange års arbejde for Herning og dansk turisme generelt.

Onsdag aften ved Danish Travel Awards 2024 blev der for andet år i træk uddelt tre priser, hvor det i stedet for en virksomhed er en person, som modtager prisen.

Det drejer sig om henholdsvis Luftfartsprisen, Rejseprisen og Turismeprisen, der hvert år gives til en person, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats for sin virksomhed eller for sin branche som helhed.

Turismeprisen uddeles af turismemediet Turisme24.dk, og modtageren er fundet af en dommerkomité bestående af repræsentanter fra Dansk Erhverv, HORESTA, DI Turisme & Oplevelser samt Turisme24.dk.

Turismeprisen 2024 blev tildelt administrerende direktør Georg Sørensen fra MCH-koncernen, og han fik på scenen i Cirkusbygningen prisen overrakt af politisk chef Maria Olafsson fra HORESTA på vegne af dommerkomitéen.

Har sat Herning på Danmarkskortet
Motivationen for prisen blev på scenen læst op af Maria Olafsson, og hun slog en tyk streg under den store rolle, Georg Sørensen i løbet af sin karriere har spillet for Messecenter Herning og resten af MCH-koncernen i mange år.

”For 41 år siden troppede en ung mand op i Herning-Hallen til sin første arbejdsdag. Han havde netop afsluttet en Højere Handelseksamen fra det lokale handelsgymnasium, og han tiltrådte nu et job som salgsassistent. Siden denne dag i 1983 har Georg Sørensen ikke set sig tilbage, og meget få har kunnet følge med i hans hæsblæsende tempo,” sagde Maria Olafsson blandt andet.

Hun påpegede, at Sørensen har gjort Herning til en gigant på messernes og konferencernes Danmarkskort. Han har været med til at skabe den største musik- og kulturarena uden for København og været drivkraften i udviklingen af MCH Arena.

”Men Georg er mere og andet end Herning. I otte år har han været formand for VisitDenmark og i fem år næstformand i HORESTA. Gennem årene har han opbygget et netværk i turismens, kulturens, erhvervslivets og politikkens Danmark, som meget få kan matche,” lød det fra Maria Olafsson.

Har hjertet med sig
Det var en tydeligt rørt Georg Sørensen, som kunne takke mange gange for Turismeprisen fra scenen i Cirkusbygningen.

”Jeg har jo egentlig bare passet mit arbejde. Men jeg kan godt lide at møde mange mennesker, og derfor er det også en kæmpestor fornøjelse at være sammen med jer her i aften,” sagde Georg Sørensen.

Under sin tale trak Georg Sørensen et lille rødt hjerte op af sin lomme og viste det til publikum i salen.

”Den ære, det er at vinde prisen, forpligter helt vildt i forhold til at være ydmyg og taknemmelig, og jeg er begge dele. I min lomme her har jeg altid et lille hjerte. Det er fordi, at min holdning er, at hvis man har hjertet med i alt, hvad man gør, både privat og arbejdsmæssigt, når vi også ind i hinandens hjerter,” lød det fra prisvinderen.

 

Relaterede artikler:

Dorthe Weinkouff Barsøe vinder Turismeprisen 2023