Flere kunder hos DanCenter efterspørger dyrevenlige sommerhuse. PR-foto.

Gæster efterspørger dyrevenlige sommerhuse

En af landets største udlejere af feriehuse mener at have spottet en tendens. Turister vil have deres kæledyr med på ferie.

Noget tyder på, at turister, der lejer sig ind i landets feriehuse, ikke længere kun har fire ben. Hos udlejningsbureauet DanCenter, beretter man i en pressemeddelelse således om en markant stigning i efterspørgslen på dyrevenlige feriehuse.

DanCenter oplyser ikke totale tal, og præcist hvor mange gæster der er tale om vides ikke, men DanCenter fortæller, at der fra 2019 til 2023 har været en stigning på mere end 100 procent i antallet af bookinger for ophold i sommerhuse, hvor det er tilladt at medbringe hunde, katte og andre kæledyr.

Ifølge service- og driftschef ved DanCenter, Kaye Rosengaard, kan stigningen skyldes, at ferieformen passer særligt godt til turister med kæledyr.

”Sommerhusferier er alle tiders løsning for blandt andet hundeejere, da der ofte hører en have eller et udeareal med til den enkelte bolig. Rigtig mange af vores sommerhuse ligger desuden tæt på grønne områder eller en strand, hvor de firbenede sommerhusgæster har masser af plads at boltre sig på,” fortæller Kaye Rosengaard.

Ønsker at undgår besvær
Rosengaard mener også, at turister ønsker at tage deres elskede kæledyr med på ferie, fordi det både sparer dem for tid og penge.

”Kæledyrsejere skal ikke til at bøvle med at finde pasning hos et familiemedlem eller en dyrepension i nærområdet, hvilket kan være en udfordring særligt, hvis ikke man er ude i god tid. På den måde slipper ejerne også for at skulle bruge penge på at få deres husdyr passet, mens de er væk,” siger hun.

DanCenter oplyser, at det særligt er tyske og danske gæster, som efterspørger at tage deres kæledyr med på ferie.

Tyske gæster står for 54 procent af bookingerne med kæledyr, mens danske gæster står for 37 procent af bookingerne med kæledyr.

Færre danskere i sommerhuse på landsplan
Mens feriehuse, hvor kæledyr har adgang, er efterspurgte hos DanCenter, er efterspørgslen faldet på feriehuse generelt i Danmark.

Nye tal fra Danmarks statistik viser således, at der 685.000 var overnatninger i feriehuse i februar 2023, og det er et fald på 162.000 sammenlignet med sidste år.

Faldet skyldes udelukkende de danske overnatninger, som faldt med 184.000 til 404.000, mens de udenlandske feriehusovernatninger steg med ni procent til 280.000 sammenlignet med februar sidste år.

Det er særligt tyskere, der i landets feriehuse står bag den øgede efterspørgsel fra udlandet, med i alt 251.000 overnatninger. Det er det næsthøjeste antal nogensinde kun overgået af 2020, hvor tyskerne stod bag 277.000 overnatninger i feriehusene i februar måned.

 

Relaterede artikler:

Styrelse kommer med advarsel til feriehuslejere

Ungt feriehusbureau får kapitalindsprøjtning

Feriehusudlejer opruster ved vestkysten