- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Går benhårdt efter at tiltrække tyske turister

Flere destinationer er gået sammen om et fælles projekt, der skal trække flere tyskere til det østlige Danmark. Det milliondyre projekt skal ruste destinationerne til Femernforbindelsens åbning.

Holder branchens fordomme om tyske turister egentlig? Er det sandt, at tyskerne er friluftsglade, sparsommelige og elsker det stille sommerhusliv?

Det søger fem destinationsselskaber i fællesskab nu at få svar på. Visit Lolland-Falster, Destination Sjælland, VisitFjordlandet, VisitNordsjælland og Visit Sydsjælland & Møn har sammen startet det milliondyre projekt Strategic Marketing Alliance – Zealand eller SMA-Z i folkemunde.

Destinationerne skriver i en fælles pressemeddelelse, at de har indgået samarbejdet for at få flere muskler, når det gælder indsatsen med at fange tyskernes opmærksomhed. Men de får også mulighed for at skabe en fælles kernefortælling, som vil styrke Sjælland og øernes position i, hvad destinationerne kalder ”kampen om de attraktive tyske turister.”

Udover de fem destinationsselskaber er Erhvervshus Sjælland, VisitDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme ligeledes en del af projektet.

Forberedelse til Femernforbindelsen
For projektdeltagerne handler det om at gøre opmærksom på sig selv, inden Femern Bælt-forbindelsen åbner i 2029.

Her forventer parterne at antallet af især tyske gæster i Danmark kommer til af eksplodere. Allerede i 2030 estimeres det, at regionen vil have 500.000 flere tyske overnatninger. Det er en stigning på 52 procent sammenlignet med 2019, oplyser samarbejdspartnerne.

Projektet har et budget på lige over 15 millioner kroner og løber fra sensommeren 2023 og tre år frem. Den nyfundne viden om de tyske turister skal blandt andet bruges til at målrette markedsføring og udvikle de turismeprodukter, som tyskerne efterspørger. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter projektet med i alt 7,8 millioner kroner, mens de resterende millioner finansieres af projektdeltagerne.

Vil vide, hvad der trækker i tyskerne
Morten Jensen, der er direktør i Destination Sjælland, fortæller, at Sjælland og øerne i dag står for blot fem til 10 procent af den samlede tyske turismeomsætning i Danmark.

I første omgang handler det for destinationerne om at finde ud af, hvad tyskerne godt kan lide, fortæller Morten Jensen.

”Lige nu står vi i startboksen og stamper for at komme i gang og tage imod endnu flere tyske gæster, når Femernforbindelsen står færdig. Inden da skal vi have styr på, hvilke produkter, oplevelser og fælles markedsføring, der matcher den moderne tyske turist, ligesom overnatningskapacitet og sproget også kommer i fokus,” siger direktøren.

Projektet er blevet til med inspiration fra den jyske vestkyst, hvor man i mange år har arbejdet målrettet med at tiltrække tyskere på tværs af kommuner og destinationer. Som en del af projektet kommer parterne til at tage på en række virksomhedsbesøg, der skal være inspiration for konkrete udviklingsinitiativer.

Mere lavpraktisk, handler projektet også om, at menukort og hjemmesider skal oversættes til tysk, at servicemedarbejdere skal kunne kommunikere på tysk, og at overnatning og oplevelsestilbud har den kvalitet, tyskerne efterspørger. Derudover vil parterne også skærpe turisterhvervets bæredygtighedsprofil øst for Storebælt. Både når det kommer til transport, overnatning med mere.

Selvom SMA-Z særligt kredser om de tyske turister, så forventer Morten Jensen, at andre mellem- og sydeuropæiske nationer også vil få øjnene op for Sjælland og øerne, når den nye Femern Bælt-forbindelse står færdig.

“Jeg er slet ikke i tvivl om, at Femernforbindelsen vil åbne vores destination og resten af Sjælland for et endnu større europæisk marked,” siger direktøren.

 

Relaterede artikler:

Sjælland får en af verdens største labyrinter

Ærø får superlokal turismeplatform

Naturstyrelsen advarer: UNESCO-status er truet