16 bænke er blevet stillet op langs Øhavsstien. (PR-foto).

Fynsk vandreprojekt rammer milepæl

Destination Fyn vil være mere attraktiv for vandreturister. Snart fejrer man indvielsen af et nyt tiltag, som skal gøre vandreturen mere attraktiv.

Selvom man snører vandrestøvlerne og begiver sig ud i naturen, er det ikke ensbetydende med, at turen ikke skal være bare en anelse komfortabel. Det mener man hos Destination Fyn, som med en gruppe frivillige og lokale kræfter har arbejdet på at forbedre det fynske vandreprodukt med midler fra Hike Fyn-projektet, som er støttet af blandt andet Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Det har nu ført til etableringen af 16 nye bænke langs Øhavsstien, som bugter sig gennem både Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Langeland og Ærø Kommuner. Nogle med tag, nogle med bord og nogle, som bare inviterer vandreren til at tage et hvil og nyde de naturskønne omgivelser.

Den 14. november indvier man det nye tiltag til et arrangement med blandt andet kaffe, kage, trompetmusik og fynsk æblemost.

“Fyn er allerede et velbesøgt vandreudflugtsmål, og vi ser frem til, at endnu flere finder vej til Fyn med vandrerkortet i hånden. Det er en fornøjelse, at vi nu kan tilbyde dem så lækre faciliteter, når fødderne skal have en pause, sulten melder sig eller vandet kommer ned fra oven.”

”Og så sikrer vi samtidig, at vandreturister og lokale vandrere får den helt optimale oplevelse af vores natur, da vi gennem placeringen af bænkene henleder opmærksomheden på helt særlige udsigter eller stemninger, som kun opleves ved netop at stoppe her,” siger Anders Franz Johansen, forretningsudvikler hos Destination Fyn.

Har fået god respons
Destination Fyn betegner de nye bænke som en vigtig milepæl for Hike Fyn-projektet. De første bænke blev sat op i Faaborg-Midtfyn Kommune for nogle uger siden, og her har lokale allerede taget bænkene i brug, selvom det er november og småkoldt.

“De mange nye bænke giver de vandrende på Øhavsstien bedre muligheder for at tage et hvil og nyde vores smukke sydfynske natur. Men bænkene kommer i høj grad også alle de lokale borgere til gode på deres daglige gåture, og dem ved vi, der er mange af i vores kommune,” siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune Søren Kristensen (V).

Projektet Hike Fyn har større ambitioner end bænke og borde langs vandreruter. Først og fremmest udfører man en kvalitetsgennemgang af 60 forskellige vandreruter i Destination Fyn. 32 støttefaciliteter med alt fra nye skilte over bænke til et muldtoilet, en tjekliste til vandrevenlige overnatningssteder og forretningsudvikling hos 14 virksomheder er blandt andet også en del af projektet.

 

Relaterede artikler:

Sikrer finansiering til stor vandrerute

Jysk vandrerute vinder atter hæder

Kommuner går sammen om ny vandrerute