På Bornholm kigger man i disse dage med bekymret mine i retning af Europa-Kommissionen, der overvejer et forbud, som kan få konsekvenser for øens turisme uden for højsæsonen.
Et muligt forbud har fået Destination Bornholm til at rynke brynene, da organisationen er bekymret for, hvad det vil betyde for et af de ben, som turismen på klippeøen hviler på. Det skriver TV2 Bornholm.
Europa-Kommissionen overvejer nemlig, hvorvidt det skal være helt forbudt at fiske laks i den sydlige del af Østersøen, da man ønsker at beskytte særlige sårbare eksemplarer af arten mod rekreativt fiskeri.
Danmarks Sportsfiskerforbund har tidligere kaldt forbuddet for helt ude af proportioner, og hos Destination Bornholm er man nervøs for, at det potentielt vil resultere i, at færre lystfiskere vil drage til øen i fremtiden, og det er problematisk, da de er attraktive turister.
Ankommer på attraktive tidspunkter
Gitte Tvilling, der er direktør for Destination Bornholm, slår fast, at hun anerkender behovet for at beskytte laksebestanden, men hun mener dog, at det bør ske på en måde således, at der også tages hensyn til lystfiskerne.
Udover at denne type turister ligesom andre betaler for transport til og fra øen samt indkvartering under opholder, køber ind i øens detailhandel og benytter sig af de bornholmske spisesteder, har de ifølge destinationsselskabet også en anden fordel.
Lystfiskerne ankommer nemlig ofte uden for højsæsonen, hvilket gør dem til en skattet gæst på Bornholm i de perioder af året, hvor der mindre travlt, end når sommerferien er i fuld sving, solen brager ned fra en skyfri himmel og der langes Krølle Bølle-is over disken.
Bruger omkring 800 kroner i døgnet
Udover de besøger øen på årets skæve tidspunkter, er lystfiskerne tilsyneladende heller ikke blege for at hive pungen op af lommen, når de opholder sig på Bornholm, lyder det fra Tvilling.
”Det er en stor værdi, de ligger. Vi ved, at et døgnforbrug per lystfisker cirka ligger omkring 800 kroner, og det er jo hele værdikæden, hvor det her forsvinder hen. Det er både campingpladser, den lokale købmand og resten af turismeerhvervet.”
Danmarks Sportsfiskerforbund har foreslået, at man i stedet for et totalt forbud sætter en grænse således, at fiskerne må hjemtage én laks om dagen. Det støtter Destination Bornholm, siger Gitte Europa-Kommissionen til TV2 Bornholm.
Relaterede artikler:
Vil styrke Danmark som turistdestination for lystfiskere