Fra venstre: Kaptajn Kasper Sommer og overstyrmand Nis Svenstrup Pedersen foran Express 5. (Foto: Molslinjen | PR)

Forbereder hjemtur med ny dansk kæmpefærge

Molslinjen har udpeget den besætning, der skal sejle Express 5-færgen hjem til Danmark. Kaptajnen og overstyrmanden er ankommet til skibsværftet og gået i gang med forberedelserne.

Med en længde på 115 meter og en kapacitet med plads til 1.610 passagerer og 451 biler kommer kæmpefærgen Express 5 til at fylde godt i horisonten, når den efter planen påbegynder sejladserne på Bornholmslinjen senere i år.

Tidligere på året lød det dog, at leveringen af færgen var blevet forsinket. Rederiet Molslinjen havde ellers planlagt, at færgen skulle indgå i driften fra den 20. marts, men grundet udfordringerne kan det ende med, at den første passagersejlads i hjemligt farvand først finder sted efter påske.

Færgen er blevet bygget på den australske virksomhed Austals skibsværft i Filippinerne, og når den er helt færdig og overleveret til rederiet skal den sejles til Danmark, og nu har Molslinjen udpeget den besætning, der får til opgave at bringe kæmpefærgen sikkert hjem. Det skriver TV2 Bornholm.

Erfarne kræfter varetager hjemturen
Molslinjen har valgt, at det bliver kaptajn Kasper Sommer, der får ansvaret for sejladsen mellem den filippinske by Cebu og Rønne på Bornholm. I tillæg til at han selv stammer fra klippeøen, har han siden 2010 – udover et enkelt år – sejlet til og fra Bornholm, og har i dag rang af seniorkaptajn.

Som overstyrmand har rederiet valgt Nis Svenstrup Pedersen, der flere gange tidligere har medvirket til at sejle Molslinjens nye færger til Danmark fra skibsværter i Australien. Det var både tilfældet, da Express 2 skulle hentes i Hobart på øen Tasmanien samt under Express 4’s hjemtur fra byen Perth.

Såvel kaptajnen som overstyrmanden er allerede rejst til Filippinerne, hvor de har indfundet sig på skibsværftet og er i færd med at forberede sejladsen hjem til Danmark, så de er klar, når Express 5 kan leveres til Molslinjen.

Skal testes inden afrejse
Kaptajn Kasper Sommer forklarer, at han indtil videre er mere end tilfreds med den store færge, men der endnu skal foretages en del tests, inden den kan overdrages fra værftet til rederiet og påbegynde sejladsen til Bornholm.

”Jeg er meget begejstret over det, jeg har set, og jeg glæder mig rigtigt meget til inden så længe at få lov til at sejle med færgen og få den testet grundigt inden hjemturen til Rønne,” lyder det.

Kaptajnen og overstyrmanden bliver dog ikke alene om at sejle den store færge hjem, men resten af besætningen ankommer først til Filippinerne, når afgangstidspunktet for sejladsen er tættere på.

Mandag skabte en strømafbrydelse på Bornholm i øvrigt udfordringer for færgen på Bornholmslinjen, da den resulterede i, at man ikke kunne sætte de ramper på, som bilister benytter til at køre ned fra de øverste vogndæk. Det førte til en mindre forsinkelse.


Relaterede artikler:

Turistdirektør ærgrer sig over forsinket kæmpefærge

Ny Bornholmerfærge giver 527.100 passagerpladser

Bornholm er afhængig af turisme – og færgekapacitet