Når danskerne skal holde sommerferie, er det for de flestes vedkommende afslapning, som er i fokus. Mange vil have slow travel i naturen, lyder det fra Novasol.
Skal sommerferien bruges på ren afslapning eller på at få nye oplevelser til samlingen? Det grundlæggende spørgsmål har analysevirksomheden Jysk Analyse stillet på vegne af den store danske feriehusudlejer Novasol.
Her svarer 57 procent af danskerne i undersøgelsen, at de foretrækker at prioritere afslapning under deres sommerhusferie, uden for mange fastlagte planer. På den anden side ønsker 30 procent at opleve en masse, når de holder sommerhusferie. Især blandt børnefamilier er splittelsen tydelig, oplyser Novasol i en pressemeddelelse.
Hos Novasol ser man undersøgelsen som en bekræftelse af, hvad man allerede har observeret. Vicedirektør Kenn Rasmussen mener, at danskernes ønske om at holde en langsom ferie, er en årsag til, at sommerhusferie er en populær ferieform i Danmark.
”Det er meget interessant for os at se, at så mange danskere drømmer om slow travel, hvor fokus ikke er på aktiviteterne, men på afslapningen og muligheden for at lave ting sammen spontant,” siger han.
Han tilføjer:
”Vi kan samtidig se at det primært er oplevelser i naturen der trækker, når danskerne gerne vil opleve en masse på deres sommerhusferie og hele 50 procent vægter beliggenhed tæt på naturen højst i deres valg af sommerhus, hvilket ikke er overraskende for os.”
Ser Danmark som en attraktiv destination
Danskerne ser i øvrigt generelt Danmark som et attraktivt feriemål. En undersøgelse, som Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark står bag, viser, at hele 87 procent forventer at tage på ferie inden for de kommende 12 måneder. Som rejsemål er Danmark mest attraktivt om sommeren for både kortere og længere ferier, men undersøgelsen viser også, at andre tider på året har potentiale for kortere ferier.
71 procent af de adspurgte i undersøgelsen synes, at forårssæsonen er attraktiv, mens 63 procent også synes, at efterårssæsonen er det. En tredjedel af de adspurgte mener samtidig, at vinterperioden er attraktiv for kortere ferier.
I analysen er “en ferie” defineret som en ferierejse med minimum én overnatning og kan bestå af betalt eller privat indkvartering. I undersøgelsen fra Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark har man spurgt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 18 år og derover. Samlet har 1.548 danskere svaret på undersøgelsen i perioden fra den 26. marts til den 12. april 2024. Novasol oplyser ikke, hvor mange danskere, som har svaret på Jysk Analyses undersøgelse.
Relaterede artikler: