En jysk by tjener millioner på turismen hvert år, og siden 2019 er indtægten steget med 26 procent. Samtidig står byen for den højeste procentuelle turismevækst i Danmark. “Det er ganske enkelt imponerende,” lyder det fra destinationsdirektør.
Turismen er en vigtig del af Billunds økonomi. I 2023 lagde turisterne således et samlet beløb i byen på 2,9 millioner kroner, og det er en stigning på 600.000 kroner sammenlignet med 2019, hvor der blev lagt 2,3 millioner kroner i byen.
Hos Destination Trekantområdet kalder direktør Martin Perregaard-Bitsch stigningen på 26 procent for “helt vildt.” Han konstaterer, at mens inflationen er en medvirkende faktor, er der stadig tale om en markant stigning. Dette skyldes især, at Billund Kommune har førertrøjen, når det gælder turismevækst.
”Billund Kommune havde en vækst af internationale turister fra 2019 til 2023 på 25,3 procent. Det svarer til over 180.000 ekstra turister. Det er ganske enkelt imponerende og det bedste resultat af alle kommuner i landet. Et sådant resultat opnår man kun ved, at store og små turismeaktører arbejder sammen om at tiltrække turisterne, samt at der også er opbakning fra Billund Kommune,” siger Martin Perregaard-Bitsch til JydskeVestkysten.
Skaber arbejdspladser
Mens der altså er flere gæster i Billund, som blandt andet kan prale af Legoland, Lego House og et Lalandia-feriecenter, bruger de også flere penge – ikke bare på hoteller og attraktioner, men over hele linjen, siger Martin Perregaard-Bitsch . Turisterne, som også besøger Billund uden for højsæsonen, er også med til at sikre et stigende antal arbejdspladser.
I 2019 var der 2.285 beskæftigede årsværk inden for turismen, mens tallet i 2022 var steget til 2.583. Det betyder med andre ord, at der har været en vækst på 300 årsværk. Martin Perregaard-Bitsch oplyser, at væksten er fortsat i 2023, men at der endnu ikke er tal på præcis, hvordan væksten ser ud.
Mens der sammenlignet med 2019 blev foretaget 361.000 flere overnatninger i Destination Trekantområdet i 2023, når danske turister også tælles med, har der til gengæld været et fald på 102.284 overnatninger sammenlignet med 2022. Dette dækker over en stigning i antallet af udenlandske overnatninger på 83.280 og et fald i antallet af danske overnatninger på 185.564. Samlet set var der 3.487.207 overnatninger i Destination Trekantområdet i 2023.
Faldet er en del af en større tendens, hvor væksten i antallet af overnatninger var centreret om fem destinationer i 2023. Hovedstaden og Vestkysten stod for størstedelen af væksten, mens 14 danske destinationer oplevede tilbagegang mellem 2022 og 2023 herunder Destination Trekantområdet.
Relaterede artikler:
Destination satte fokus på den fælles fortælling