Fra prisoverrækkelsen til Comwell Aarhus, fra venstre Klimascore.com’s direktør, René Jacobsen, hotellets direktør, Flemming Poulsen, dets køkkenchef, Morten Vindelbo Møller, og dets ejendomschef, Henrik Holme Madsen samt Lars Ramme Nielsen, markedschef for Turisme, Oplevelse og Kultur i Dansk Erhverv. PR-foto: Dansk Erhverv.

Flere danske hoteller fik klimapriser

Comwell og Scandic gjorde rent bord ved uddelingen af Climate Award. Comwell Aarhus kåret til Danmarks mest klimavenlige hotel. Bag prisuddelingen står Dansk Erhverv og Klimascore.com

Climate Award gives til hoteller eller konferencecentre med den laveste dokumenterede CO2-udledning per hotelgæst – baseret på hotellernes egne data, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Climate Award er udviklet af Klimascore.com med input fra Concito og DTU. Foruden at udpege regionale vindere i hele landet, er der også en national vinder, Comwell Aarhus, som Danmarks mest klimavenlige hotel samt årets Bedste ”’newcomer.”

Årets vinder af Climate Award 2022 blev Comwell Aarhus, der i de regionale priser naturligvis også tog hæderen i Aarhus.

De øvrige regionale vindere blev: København: Scandic Kødbyen, Sjælland og øerne: Scandic Roskilde Park, Fyn og øer: Comwell Middelfart, Nordjylland: Scandic Aalborg City, Trekantområdet: Scandic Jacob Gade og Midt- og Sønderjylland: Scandic Regina i Herning.

Prisen som ”Bedste newcomer” gik til Clarion & Comfort Hotel Copenhagen Airport.

Hoteller dyster om klimatiltag
Hos Dansk Erhverv vækker det glæde, at hoteller og konferencecentre fra det meste af landet havde meldt sig til at dyste på deres klimatiltag. Lars Ramme Nielsen, markedschef for Turisme, Oplevelse og Kultur i Dansk Erhverv, siger i pressemeddelelsen:

”Danmark har en styrkeposition inden for bæredygtige overnatninger og events. Det forspring skal vi udnytte, og med Climate Award hylder vi Danmarks mest klimavenlige hoteller og konferencecentre.

Vi ved, at netop klima og CO2-besparelser fylder, når især virksomheder rejser og holder møder og konferencer, og vi forventer klart, at ferieturister i stigende grad vil orientere sig efter bæredygtige valg,” siger Lars Ramme Nielsen.

Flere års fokus og målrettet arbejde belønnet
Klimavenlig transport og egenproduktion af energi har været et af Comwell Aarhus store bæredygtighedsprojekter, hvilket har medført, at hotellets klimaaftryk per overnattende gæst er minimalt, oplyser Dansk Erhverv.

Fra den nationale vinder, Comwell Aarhus, siger hoteldirektør Flemming Poulsen: ”Vi er meget stolte over at modtage prisen som det mest klimavenlige hotel i Danmark. Det er flere års fokus og målrettet arbejde, der bliver belønnet.

Og så er vi ekstra glade for at stå i spidsen for en branche, der ikke mindst viser gæsterne, at det kan være mere klimavenligt at overnatte eller holde et møde på et hotel end at blive derhjemme,” siger hoteldirektøren.

Jury med klimaforskere og branchefolk
Climate Award gives til hoteller eller konferencecentre, der har den laveste dokumenterede CO2-udledning per hotelgæst baseret på hotellernes egne data.

De indsamlede data omregnes af Klimascore.com, der benytter en tilgang udviklet med input fra Concito og DTU. Resultaterne er derefter gennemgået af en jury bestående af klimaforskere og branchefolk, skriver Dansk Erhverv.

Juryen giver følgende begrundelse for kåringen af Comwell Aarhus:

”Comwell Aarhus udmærker sig ved at have et minimalt klimaaftryk på alle områder lige fra transport over energiforbrug til mad og drikke. Særligt på transport skiller hotellet sig ud, da det har fået opsat mange ladestandere. Dette driver en adfærd, hvor flere gæster med elbiler benytter hotellet. På energisiden har hotellet omlagt store dele af energiforsyningen til klimavenlige energikilder, og man har blandt andet opsat solpaneller på facaden.”

Efterspørgsel på klimavenlighed vil stige
Klimascore.com’s administrerende direktør, René Jacobsen, siger i pressemeddelelsen: ”Klimascore er et værktøj til turister og virksomheder, der leder efter de grønneste hoteller i Danmark, men det skal også hjælpe hotellerne selv med at finde ud af, hvilke initiativer, der har størst positiv effekt for klimaet.

Efterspørgslen på klimavenlige overnatninger og events vil kun stige de kommende år, og derfor har vi brug for en dokumenteret tilgang til at beregne CO2-aftrykket fra hoteller,” siger René Jacobsen.

På over 34 hoteller i Danmark opholder man sig nu mere klimavenligt end hjemme hos sig selv. Det er en stigning på 30 procent i forhold til sidste år og et kraftigt signal om, at branchen gør en stor indsats i at drive klimaindsatsen, lyder det fra Dansk Erhverv.

 

Relaterede artikler:

Comwell Aarhus: To nætter i “byens bedste hotelværelse”

Hotelkæde ser bredt for at spare på energiregninger

SAS og Tyskland topper hos ”ansvarsfulde rejsende”