Hesnæs Strand. (Foto: Daniel Villadsen | Visit Lolland-Falster | PR)

Flere bakker op om turismen her end på landsplan

Destinationsselskab glæder sig over, at en undersøgelse nu har afsløret, at otte ud af 10 borgere i området er glade for turister. ”Lokalbefolkningen kan se, at turismen er værdifuld,” siger chef.

Det tyder på, at de beboerne på Lolland-Falster har en opfattelse af, at en rullekufferts raslen på gader og stræder er vigtig for lokalsamfundet, da den blandt andet lyder som klingende mønt i kasseapparaterne hos butikker, spisesteder, hoteller og andre erhvervsdrivende i området.

I hvert fald bakker flere indbyggere her op om turismen, end tilfældet er, når man kigger på landsgennemsnittet. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har foretaget på vegne af VisitDenmark.

Heri er 8.731 danskere blevet interviewet om deres holdninger til turismen, og hovedkonklusionerne for hele landet blev offentliggjort i december.

En af dem var, at 74 procent af danskerne mener, at turismen har flere positive end negative konsekvenser herhjemme, mens to procent mener, at der er flere negative end positive konsekvenser.

Spiller rolle i udviklingen
Nu er de lokale resultater også klar, og ud af disse fremhæver Visit Lolland-Falster særligt, at knap otte ud af 10 borgere i destinationsselskabets område bakker op om turismen, hvorimod det på landsplan er syv ud af 10.

Udover at destinationschef Lindy Kjøller fra Visit Lolland-Falster – ikke overraskende – glæder sig over støtten fra og holdningen blandt de lokale borgere, påpeger han også, at den bliver nødvendig i de kommende år.

”Vi har et ambitiøst mål om at nå tre millioner overnatninger i 2030. Det mål kan vi kun realisere, hvis der er lokal opbakning til turismen. Derfor glæder den store opbakning mig meget.”

”Undersøgelsen viser, at lokalbefolkningen kan se, at turismen er værdifuld og bidrager til, at vi kan udvikle Lolland-Falster med flere kulturtilbud, flere attraktioner, flere overnatningssteder, et stærkt handelsliv, mere omsætning og flere arbejdspladser.”

Destinationen er ved at ruste sig til, at det potentielle marked af personer, som har en køretid på mellem to og tre timer til Lolland-Falster, vil vokse fra tre millioner til over ni millioner mennesker, når Femern Bælt-forbindelsen efter planen åbner i 2029.

Fungerer som ambassadører
83 procent af de adspurgte borgere svarer, at de er stolte af, at turister vælger at holde ferie på Lolland-Falster. Og det kan især mærkes, når hele 75 procent af respondenterne fortæller, at de godt kan lide at give turisterne gode råd med på vejen.

”Når borgerne tager del i at guide og vejlede vores turister, så er det med til at give dem en god oplevelse,” siger Kjøller.

”Med andre ord er borgerne ambassadører for Lolland-Falster, og derfor er det vigtigt, at de er med til at give et godt indtryk af området, så turisterne både har lyst til at komme igen og anbefale Lolland-Falster som feriedestination til andre.”


Relaterede artikler:

Nye tal: Danskerne støtter fortsat op om turismen

Femern giver tyskere lyst til ferie i Østdanmark

Nye overnatningstal: Dansk destination slår rekord