- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Fik hjælp til at udvikle outdoortilbud

13 fynske virksomheder har fået hjælp til at udvikle tilbud, så de kan tiltrække vandreturister. Ferieformen er stigende i popularitet.

Flere turister fra både ind- og udland søger ud i naturen for at vandre. Derfor sætter Destination Fyn nu fokus på netop vandreturister. Det skriver destinationselskabet på LinkedIn.

Konkret har Destination Fyn samlet 13 virksomheder til et forretningsudviklingsforløb under navnet Hike Fyn, hvor meningen har været at udvikle tilbud til turister, der oplever Fyn i deres vandrestøvler.

Hike Fyn startede som projekt i 2021 og løber frem til 2024. Projektet fokuserer på fire spor, som er : stiudvikling, forretningsudvikling, international markedsføring samt udvikling af kortmateriale og styrkelse af kendskabsgraden til de fynske vandreruter.

Vandretur of fodbehandling på Bed and Breakfast
En af virksomhederne, der var med i udviklingsforløbet, er Aasesminde B&B ved Faaborg. Sammen med B&B’en driver ejeren, Kamilla Bentsen også en fodplejeklinik.

For hende er vandreturister oplagte at gå efter, fordi de skaber synergier i hendes forretning. Kamilla Bentsen fortæller, at forløbet har hjulpet hende med at spore sig ind på det unikke ved hendes virksomhed.

“Vi favnede alt for bredt og ville det hele på én gang. Nu fortæller vi i stedet om det unikke, vi tilbyder her hos os. Det er helt klart vores force at henvende os til dem, der vandrer, med den natur, vi har her,” fortæller Kamilla Bentsen.

Mindre privatfest, flere naturoplevelser
Virksomheden Sulkendrup Mølle udbyder ferielejligheder og har konferencefaciliteter, som kan rumme op til 60 personer.

“Vi kom med i forløbet, fordi vi gerne ville blive klogere på, hvad det var for noget med alt dette her vandre-halløj. Og jeg synes, at der er rigtig mange spændende ting i det. Vi kan gå med mange tanker, som aldrig bliver til noget, fordi vi drifter hele dagen. Så bare det at være commited i projektet her var en hjælp. Og det at få tingene helt ned på jorden”, fortæller Jan Grønbæk, ejer af Sulkendrup Mølle.

Gennem forløbet har ejerne bag Sulkendrup Mølle sporet sig ind på, at virksomheden skal skære ned på privatfester for i stedet at fokusere på naturoplevelser. Ejerne har blandt andet produceret vandrerkort, så deres gæster kan opleve naturen i området.

Det er ikke kun mindre overnatningssteder, der var med til udviklingsforløbet. Således er der blandt andet også et busselskab, en campingplads og et Danhostel med i forløbet.

 

Relaterede artikler:

Første jordhuleshelter i Danmark

Worldcup skaber interesse for Blåvand

Vesterhavet får 50 kilometer lang vandrerute