Udlejning af sommerhuse satte nye rekord i 2022. Foto: Colourbox.

Feriehusudlejning satte rekord i 2022

Selvom danskerne igen søger mod fremmede himmelstrøg, har der aldrig være så meget udlejningsaktivitet på feriehusmarkedet som i 2022.

Flere turister lejede danske feriehuse i 2022 end nogensinde før. Således endte antallet af udlejede hus-uger på hele 777.655 uger sidste år. Det er en fremgang på 8,9 procent i forhold til sidste rekordår 2021, hvor antallet var 713.978 uger. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Rekorden skyldes især, at tyskerne i stor stil er vendt tilbage til de danske sommerhuse, efter at coronapandemien førte til lavere efterspørgsel på grund af rejserestriktioner, skriver Home i en pressemeddelelse.

Sammen med Realkredit Danmark har Home gennemgået antallet af udlejede husuger.

Tyskerne står for 70 procent
Under corona søgte danskere i højere grad mod de danske sommerhuse, men I 2022 begyndte udlandet atter at lokke danskerne, når de skulle vælge en feriedestination. Det betyder, at der var faldende efterspørgsel fra danskere sidste år.

”Det (tyskernes høje efterspørgsel red.) mere end kompenserede for, at danskerne igen i langt højere grad søgte mod udenlandske himmelstrøg sidste år, og reducerede deres sommerhusferier med hele 43 procent i 2022,” siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark.

Samlet set bookede tyskerne 539.836 uger i danske sommerhuse i 2022. Det er en fremgang på 44 procent i forhold til 2021.

Tyskerne står dermed atter for omtrent 70 procent af de bookede udlejningsuger på sommerhusmarkedet, og de er dermed tilbage på den andel af udlejningsmarkedet, som de har stået for i en længere årrække før pandemien.

Godt nyt til ejere af ferieboliger
Den høje efterspørgsel på leje af ferieboliger er godt nyt for ejerne af landets ferieboliger, det fortæller boligmarkedsanalytiker ved Home, Henrik Hauthorn Jensen.

”Gode udlejningsmuligheder trækker sommerhusmarkedet i positiv retning, da mange sommerhusejere netop via udlejning har mulighed for at få dækket en pæn del af deres ejerudgifter, og her kan der skaleres op og ned for udlejningsaktiviteten alt efter, hvor meget man selv har lyst til at bruge sommerhuset,” siger han.

Han fortæller i øvrigt, at sommerhusmarkedet ikke er så hårdt ramt som det øvrige boligmarked i forhold til den opbremsning, der har været på markedet i sidste halvdel af 2022, hvor prisfaldene har været i omegnen af 10 procent.

Christian Hilligsøe Heinig forudser dog, at de nye tider i økonomien og de højere renter vil sætte sommerhuspriserne yderligere under pres i 2023.

 

Relaterede artikler:

Sådan fordeler overnatningerne sig i 2022

Høje priser kaster skygger over DSB-regnskab

Turisterne booker færre danske sommerhuse