Feriepartner Danmark, den største danskejede kæde af lokale selvstændige feriehusbureauer, udfaser den eksisterende emballage af plastik med genanvendelige stofposer.
Feriepartner Danmark, som formidler feriehusudlejninger mellem husejer og europæiske feriegæster, har sammen med De Forenede Dampvaskerier taget ”et markant skridt” som gør feriehusturismen mere bæredygtig, hedder det i en pressemeddelelse.
Feriepartner Danmark, der siden 2005 har været fusionerede med EDC-Gruppen, har 30 bureauer i hele Danmark og råder over 8.000 ferieboliger til udlejning.
Sammen er Feriepartner og De Forenede Dampvaskerier gået sammen om et tiltag, der erstatter den eksisterende emballage til linnedposer af plastik med genanvendelige stofposer.
Projektet, der er i gang med at blive implementeret i alle Feriepartners lokalbureauer i Danmark, kan spare en halv million plastikposer i de kommende fem år, oplyses det.
Forventer bæredygtige og miljøvenlige forhold på ferien
Siden 2019 er antallet af gæster, som forventer bæredygtige og miljøvenlige forhold på deres ferie, vokset, oplyser Feriepartner og henviser til VisitDenmarks seneste Image- og Potentialeanalyse fra i år.
Denne udvikling har de seneste år medført et øget fokus på bæredygtig turisme, men der er fortsat et stort potentiale for at fremme den grønne omstilling.
Feriepartner Danmark er ifølge egne oplysninger den første i feriehusbranchen til at udrulle en helt ny type emballage af genanvendeligt materiale, som kan spare miljøet for betydelige mængder plast og dermed mindske CO2-aftrykket.
Flemming Toft Andersen, direktør hos Feriepartner Danmark, siger i pressemeddelelsen: ”Hvert år uddeler vi over 80.000 linnedpakker til vores danske og udenlandske gæster, og emballagen hertil har hidtil været lavet af plast.
Fremover erstattes emballagen af upcyclet stof, som kan genanvendes flere hundrede gange. Med denne ændring kan miljøet konkret spares for godt og vel en halv million plastikposer i løbet af de kommende fem år.”
Stofemballage i hele kystturismen
Den nye, genanvendelige emballage er udviklet i samarbejde med vaskerikoncernen De Forenede Dampvaskerier, der leverer linnedpakker til en stor del af feriehusbranchen i Danmark.
Ambitionen med samarbejdet er, at stofemballagen skal udrulles i hele kystturismen, siger Andreas Nyborg, divisionsdirektør hos De Forenede Dampvaskerier, og fortsætter:
”Vores samarbejde med Feriepartner er blevet løftet af vores fælles mål om at fremme den grønne omstilling i vores respektive brancher.
I dag leverer vi linnedpakker til en stor del af feriehusbranchen, og det er ambitionen, at overgangen til stofemballage skal tilbydes til hele branchen fra 2023. Lykkes dette kan vi i fællesskab potentielt spare miljøet for op mod 3,3 millioner plastikposer over de næste fem år,” siger Andreas Nyborg.
Testperiode
Med de nye linnedposer, der en del af konceptet DFD upcy, bliver der ikke kun sparet store mængder af plastik. Man udnytter også allerede eksisterende materialer maksimalt, da linnedposerne fremstilles af kasserede tekstiler fra De Forenede Dampvaskerier, der således får nyt liv og ny funktion, hedder det i pressemeddelelsen.
Det nye emballagetiltag er blevet testet med positive resultater siden foråret, hvor tre af Feriepartners lokalbureauer har cirkuleret 3.000 stofposer med de udleverede linnedpakker.
Et af teststederne er Feriepartner Hvide Sande. Herfra siger direktør Brian Madsen:
”Under de mange testmåneder har vi fået positiv feedback. Vores gæster, og særligt de tyske, ser en stor værdi i, at vi handler på vores grønne ambitioner. Samtidig sparer den nye emballage vores medarbejdere for at bruge ressourcer på at samle linnedpakkerne i en større pose, som hidtil har været nødvendig i forbindelse med transporten ud til feriehusene, da stofpakkerne nu leveres direkte fra De Forenede Dampvaskerier.”
Relaterede artikler:
Dansk turisme skal prioritere bæredygtighed