Lars Larsen Group, ejer af HimmerLand, der tidligere hed Himmerland Golf og Spa Resort, har skilt sig af med sin administrerende direktør, men fastholder investeringsplan på 400 millioner kroner. Arkivfoto: VisitDenmark.

Feriecenter-direktør ud med øjeblikkelig virkning

Direktøren for spa- og golf-resortet HimmerLand, der ejes af Lars Larsen Group, er stoppet med øjeblikkelig virkning efter ”uoverensstemmelse i forhold til de værdier, Lars Larsen Group bygger på.”

Det er ikke engang en uge siden, at administrerende direktør i HimmerLand, Mark Bering, i pressemeddelelse fra golf- og feriecenteret berettede om den igangværende totalrenovering af HimmerLands hotel- og restaurantfaciliteter, skriver Nordjyske.dk og henviser til pressemeddelelse fra Lars Larsen Group.

Mark Bering blev administrerende direktør for Himmerland Golf og Spa Resort i januar 2019. Han kom fra stilling som driftsdirektør for norske First Hotels dengang syv hoteller i Danmark og Sverige.

Resortet, der siden sidste år blot har kaldt sig HimmerLand, har på overnatningssiden 300 private feriehuse, 60 hotelværelser (24 familieværelser) og 24 feriehuse til udlejning.

I en pressemeddelelse fra Lars Larsen Group hedder det blandt andet: ”Koncernchef i Lars Larsen Group, Jesper Lund, overtager midlertidigt rollen som administrerende direktør for HimmerLand efter Mark Bering mandag morgen er fratrådt med øjeblikkelig virkning.”

Bestyrelsesformand Jacob Brunsborg (søn af afdøde Lars Larsen, red) siger i pressemeddelelsen: ”Jeg er ærgerlig over, at vi er tvunget til at skifte ud på direktørposten i HimmerLand med så kort varsel. Men det ændrer ikke ved de store projekter, vi er ved at gennemføre, og som skal gøre HimmerLand endnu mere attraktivt for såvel medarbejdere som husejere og gæster.”

Jacob Brunsborg begrunder Mark Berings aftrædelse med ”en uoverensstemmelse i forhold til de værdier, som Lars Larsen Group bygger på, men ønsker derudover ikke at kommentere på beslutningen,” hedder det i pressemeddelelsen.

Investerer 400 millioner kroner
Feriecentret HimmerLand Golf & Spa Resort opgraderer under coronakrisen og vil være kendt for mere end sine tre golfbaner og trække både sportsaktive samt børnefamilier til.

“Vi har arbejdet intenst med at omdanne os til en helårsdestination. Coronakrisen har givet os et år med op- og nedture. Men vi har valgt at køre på og fastholde hele medarbejderstaben, mens branchen er i knæ. Med vores ejer i ryggen har vi kunnet holde fast og være offensive, så vi er rustet, når verden ser lysere ud rent coronamæssigt… Vi vil med investeringerne skabe Nordens La Santa,” sagde daværende administrerende direktør, Mark Bering, sidste år i en pressemeddelelse.

Lars Larsen Group meddelte sidste år, at der skydes 400 millioner kroner ind som ny kapital til HimmerLand. Det skete efter at 2019/20 gav et underskud på 90 millioner kroner.

Investeringerne skal blandt andet bruges til en modernisering af resortets hotelværelser og byggeri af 29 nye hotelværelser. Dertil kommer nye aktiviteter som en multihal, der også skal rumme koncerter, padelbaner, kunstgræsbaner til fodbold og vandaktiviteter i centrets sø og andet. Planen er at både hoteldelen og multihallen kan være færdig i 2022.

Relaterede artikler:

Dansk resort udvides med hotel, spa og ferieboliger

Lars Larsen fortrød aldrig sine år i rejsebranchen

Hotelchef ny i spidsen for stort dansk golfcenter