Den ledige byggrund i Legoland. (Foto: Legoland & Home | PR)

Familiehus med udsigt til Eiffeltårnet og Amalienborg

I Legoland opføres der på en ledig ‘byggegrund’ en tro kopi af et familiehus i størrelsesforholdet 1:20. En konkurrence vil afgøre, hvilken familie, der skal flytte ind i forlystelsesparken.

Når Legoland den 1. april åbner for den syv måneder lange sæson, kan gæsterne opleve noget helt særligt. Det er hverken en kopi af Amalienborg eller Eiffeltårnet, men i stedet en bygning, der vil få udsigt til de to attraktioner.

Legoland har nemlig valgt at opføre et familiehus i LEGO-klodser i samarbejde med ejendomsmæglerkædenn Home, der skal hjælpe med at finde det hus, som skal opføres på en ledig grund i den populære forlystelsespark.

Den ledige byggegrund findes i det område, der hedder Miniland, og her opføres en tro kopi af huset i størrelsesforholdet 1:20, hvilket vil sige, at et typisk familiehus på 7 x 20 meter nedskaleres til 35 x 100 centimeter, mens et kvadratmeterareal på 140 m2 bliver til 3.500 cm2.

”Vi tør godt sige, at vi sætter en af Danmarks mest unikke byggegrunde ’til salg’. Det er første gang nogensinde, at en families hus bliver bygget her i Legoland, og vi bygger også familien i LEGO-klodser, så de kan stå ved huset eller lege i haven,” siger Christian Woller, der er direktør i Legoland Billund.

Vinderhuset findes i konkurrence
Familiehuset, og ejerne bag, findes i en konkurrence, som ejendomsmæglerkæden Home gennemfører. Her kan alle familier i Danmark indsende et foto af hus og familie senest den 12. marts.

Eneste betingelse for at deltage er, at familien kan være til stede ved åbningen af Legoland den 1. april samt ved den efterfølgende præsentation af huset.

Til gengæld modtager familien et sæsonpas til Legoland i 2023 og får huset hjem til sig selv ved slutningen af året.

”Det er en helt unik grund, som ligger med udsigt til Eiffeltårnet og Amalienborg, og så er der også mulighed for at se vand, så vi er ikke i tvivl om, at der bliver rift om grunden, og det kan endda være, det ender i en budrunde,” lyder det fra Legoland-direktøren, der ser frem til at finde ud af, hvilket hus, der skal bygges.

Familiehuset bliver sammen med en næsten fem meter lang Ferrari-sportsvogn, bygget af 383.610 LEGO-klodser, blandt de nye attraktioner i Legoland i den kommende sæson.

 

Relaterede artikler:

Ferrari i fuld størrelse bliver attraktion i Legoland

Legoland har nyt monstertema og levende monstre

Legoland udvider med otte nye attraktioner