- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Færgetrafik satte rekord i ferie

Der har aldrig været så meget aktivitet på færgeruterne til og fra Bornholm under en Kristi himmelfart som i sidste uge. Det er et bevis på, at færgetrafikken kan udvikles, mener direktør.

Kristi Himmelfart er typisk årets første færgehøjtid. Og i år kunne Bornholmslinjen for første gang fejre højtiden med verdens største hurtigfærge, Express 5, som en del af driften sammen med hurtigfærgen Express 1.

Ifølge Molslinjen, der ejer Bornholmslinjen, er resultatet, at de to færger satte ny rekord for Kristi himmelfart med 47.938 passagerer og 12.943 biler. Dermed slås sidste rekord, som var i 2022, med en hårsbredde.

Sammenlignet med 2022 er årets passagertal 1,3 procent bedre, mens biler ligger 4,2 procent over sidste år.

Bag tallet ligger gennemførte rejser på Rønne-Ystad, Rønne-Køge og Rønne-Sassnitz fra den 17. til den 21. maj sammenlignet med de tilsvarende dage omkring Kristi himmelfart de foregående år.

Viser, at trafikken kan udvikles
Hos Molslinjen udtrykker man stor tilfredshed med rekorden, som man tror er et tegn på, at efterspørgslen fortsat vil vækste.

”Det er meget tilfredsstillende, at Bornholm stadig er så populær, og vi er glade for, at det endnu engang lykkes at rykke på disse rekorder. Det viser os, at vi kan udvikle på trafikken til og fra Bornholm,” siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Han mener, at der er grund til optimisme, da den nye kapacitet på Bornholm endnu ikke kan udnyttes fuldt ud.

”Vi er stadig nødt til at sejle med reduceret kapacitet på Express 5, fordi opmarchbanerne i Rønne endnu ikke er klar, som de er det i Ystad. Så når vi på et tidspunkt får bygget arealet om, så kan vi udnytte det fulde potentiale med de to store færger på én gang”, lyder det fra Jesper Skovgaard.

Færgerne på alle tre ruter har tilsammen sejlet 90 afgange i dagene omkring Kristi himmelfart.

Har næste monopol på færgeruter i Danmark
Molslinjen sejler i øvrigt nærmest alle store og større danske færgeruter, i alt ni fordelt på Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen og Samsølinjen.

Molslinjen sejler fra marts til oktober også mellem Sjællands Odde og Ebeltoft på Djursland, mens Bornholmslinjen har tre ruter til Bornholm, fra Ystad i Sverige, Køge og tyske Sassnitz.

I november 2022 annoncerede Molslinjen købet af rederiet ForSea, der sejler med fem færger mellem Helsingør og Helsingborg.

Molslinjen er aktuelt i gang med en fusionering med ForSea, og da det den 17. februar i år blev annonceret, at ForSeas direktør Kristian Duurhus blev ny administrerende direktør for Molslinjen, fortalte han, at fusionen stod øverst på hans prioritetsliste.

”Nu skal ForSea og Molslinjen integreres til ét sammenhængende rederi, som er rustet til især den kommende og igangværende grønne omstilling, som bliver afgørende for skibsfarten de kommende år,” sagde han i februar.

Duurhus tiltrådte stillingen den 15. marts i år.

 

Relaterede artikler:

Busselskab satte rekord i bededagsferien

Danmarks nye tog går i produktion

Ny Aalborg-rute bringer USA til Nordjylland