I året før coronakrisen havde rederiet ForSea syv millioner passagerer mellem Helsingør og Helsingborg. Tallet stiger og er nu oppe på 90 procent af 2019-tallene. PR-foto.

Færgerederi har kurs mod trafiktal før coronakrisen

ForSea-rederiet, der sejler mellem Helsingør og Helsingborg, har nu 90 procent af passagertallet fra tiden før coronakrisen. Færgeruten har hver femte af de personbiler, der krydser Øresund.

Den øgede aktivitet i samfundet mærkes også hos rederiet ForSea, hvis fem færger trafikerer Helsingør-Helsingborg.

Allerede i februar var der rekord på rejsende via landgangen og sidste måned fortsatte den positive udvikling, skriver ForSea i en pressemeddelelse. Passagertallene er nu cirka 90 procent af, hvad de var i 2019, året før coronakrisen. ForSea forbereder sig til den kommende højsæson og forventer en vedvarende stigning i passagertallene under påskedagene og i forårs- og sommerperioden.

De nyeste tal fra ForSea viser, at rederiet sidste måned transporterede over 200.000 landgangs-passagerer, rejsende uden bil, mere end 65.000 biler og 44.000 lastbiler blev sejlet mellem de to Øresundsbyer. De stigende passagertal ses også i omsætningen i butikker og restauranter ombord på færgerne. Den var i marts 50 procent højere sammenlignet med samme måned i 2019, året før coronakrisen.

I 2019 transporterede ForSea syv millioner passagerer, 1,3 millioner personbiler, 440.000 lastbiler og 16.000 busser. Dette svarer til 20 procent af de køretøjer, der passerede Øresund i 2019, oplyses det.

Håb om fortsat vind i sejlene
I pressemeddelelsen siger Kristian Durhuus, ForSeas administrerende direktør: ”Den vedholdende positive udvikling, vi oplever, giver naturligvis håb om fortsat vind i sejlene. Vi har kæmpet os igennem en pandemi og er virkelig stolte over, hvordan vi har klaret det.

Nu er vi ude på den anden side og mødes af positive tal i forhold til både rejsende og salg ombord. Og vi ser med fortrøstning frem mod Påsken, som forhåbentlig vil give os endnu mere anledning til at fejre nye fine resultater,” siger Kristian Durhuus.

To af rederiets fem færger, Aurora og Tycho Brahe, er i øvrigt blevet ommøbleret til batteridrift, en investering på 300 millioner svenske kroner.

Rederiet, der har 600 medarbejdere, ejes af investeringsselskabet First Sentier Investors.

Relaterede artikler:

DFDS flytter afgangstid mellem København og Oslo

Stor færgerute nærmer sig omsætningen før krisen

Her er Danmarks mest populære gratis færgeruter