Julie Ibæk Brodka er gæsteserviceansvarlig og projektleder hos Visit Lolland-Falster. (Foto: Privat)

Får til opgave at udvikle værtskabet på destination

Den service, som de tilrejsende mødes med, skal styrkes, og det bliver op til Julie Ibæk Brodka at tage hånd om i sit nye job, hvor hun også skal bidrage til en international herregårdsrute.

Der var ikke gået mange dage fra, at Julie Ibæk Brodka i begyndelsen af oktober tiltrådte sin nye stilling som ansvarlig for gæsteservice samt projektleder hos Visit Lolland-Falster, inden hun drog på den første rejse i embeds medfør.

Øverst på listen af opgaver, som den nyansatte skulle klare, var nemlig et kickoff-møde på et projekt ved navn Baltic Manors Route, og det fandt sted i Polen. Projektet har til formål at få flere til at bide mærke i de mange herregårde, der ligger i landene omkring Østersøen.

Formålet med Baltic Manors Route er at etablere en såkaldt herregårdsrute på tværs af blandt andet Sverige, Danmark, Polen, Litauen og Tyskland således, at man dermed får understreget den historiske og arkitektoniske betydning, som de henved 5.000 herregårde, der ligger i regionen, har.

Det er Dansk Center for Herregårdsforskning, som har taget initiativ til projektet, der løber fra sommeren i år og frem til 2027. Baltic Manors Route afvikles i regi af Interreg og modtager derfor midler fra EU.

Skal forbedre oplevelsen
Det var relevant, at Ibæk Brodka deltog, da meningen med den danske del af ruten er, at den ved hjælp af de historiske herregårde skal bringe kultur, historie og nye oplevelser tættere på eksempelvis Visit Lolland-Falsters gæster.

En af den nytiltrådtes hovedopgaver bliver nemlig, at Julie Ibæk Brodka skal arbejde tæt sammen med aktører i det lokale turismeerhverv med henblik på at få skabt det bedst mulige værtskab for netop de turister, der af den ene eller anden årsag ankommer til egnen.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med opgaverne, og særligt ser jeg frem til at møde alle aktørerne og lære dem bedre at kende. For jeg er sikker på, at vi i fællesskab kan udvikle og styrke gæsteoplevelserne og værtskabet,” lyder det.

Har erfaring fra flere brancher
Julie Ibæk Brodka kommer fra en stilling som marketingprojektleder ved Visit Sydsjælland & Møn, og før det varetog hun i en årrække forskellige opgaver for den danske restaurationskoncern Rekom Group.

Hun har blandt andet arbejdet med marketing for selskabet, der driver en lang række varemærker kendt fra nattelivet.

Derudover har Julie Ibæk Brodka en bachelor i erhvervsøkonomi fra Syddansk Universitet samt en kandidatgrad i virksomhedsledelse fra Roskilde Universitet.


Relaterede artikler:

Giver 57 millioner kroner til turismeprojekter

Ruster sig til tyske turister: ”En helt unik mulighed”

Nye overnatningstal: Dansk destination slår rekord