Med støtten på 10,6 millioner kroner, skal havnen i Gedser styrkes som turistdestination. (PR-foto)

Får 10,6 millioner til at styrke turismen

Sydfalster skal i fremtiden være en stærkere turistdestination. Nu støtter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse et projekt, som skal udvikle områdets havn.

Turismen får sig snart et løft på Falster. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter nemlig Guldborgsund Kommune med 10,6 millioner kroner, som skal styrke Sydfalster som én samlet destination.

Projektet tager udgangspunkt i udviklingsplaner for Destination Sydfalster og Gedser Erhvervshavn, som politikerne i Guldborgsund Kommune har vedtaget. Ud over at styrke turismerelaterede og kommercielle aktiviteter, skal projektet også styrke områdets infrastruktur og oplevelsesmuligheder.

Det indebærer en opgradering af Gedser Lystbådehavn med blandt andet etableringen af nye autocamperpladser og en ny facilitetsbygning. På lystbådehavnen vil man også forskønne havnepromenaden, og der etableres et aktivitetshus og en aktivitetsplads.

Man vil også etablere en stiforbindelse mellem Gedser Lystbådehavn og Gedser Erhvervshavn, og man vil udvikle information og formidling rettet mod gående, cyklende og sejlende turister.

“Udviklingen af Gedser Erhvervshavn er en vigtig brik i at realisere de ambitioner, vi har for hele området. Støtten fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er med til at belyse det store potentiale, der er i Gedser og på Sydfalster, og vi glæder os til at arbejde videre med udviklingen,” siger Guldborgsund Kommunes Klima-, Teknik- og Miljøudvalgsformand, Jesper Blomberg, i en pressemeddelelse.

Skal sætte skub i private investeringer
Projektet på det sydlige Falster er en del af en landsdækkende indsats, hvor Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter fem udvalgte turismeprojekter med tilsammen 82 millioner kroner.

Målet er at skabe vækst og beskæftigelse gennem ny og forbedret fysisk infrastruktur, som kan tiltrække private investeringer, fortæller Dorte Krak, administrerende direktør i Arp-Hansen Hotel Group, som er medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

“Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse giver for anden gang tilskud til etablering af turismeinfrastruktur, og vi forventer, at vi med midlerne til de udvalgte projekter for alvor får sat skub i de private investeringer via fysisk udvikling af lokale turismeområder i hele landet. For bestyrelsen er indsatsen vigtig, og det ligger os stærkt på sinde, at disse midler kommer til at gøre en forskel i de områder, hvor der er et uforløst udviklingspotentiale,” siger hun.

Lægger vægt på bæredygtighed
Guldborgsund Kommune oplyser, at støtten til projektet gives i tråd med den nationale turismestrategi, som lægger stor vægt på behovet for investeringer i kyst- og naturturismen.

Ole K. Larsen, udvalgsformand for Landdistrikter, Kultur og Fritid i Guldborgsund Kommune, fortæller, at kommunen lægger vægt på, at projektet skaber bæredygtig turisme i området.

“Denne investering i Sydfalster og Gedser understreger vores vision om at skabe en bæredygtig fremtid for turismen i området. Med projektets fokus på både infrastruktur og oplevelser lægger vi fundamentet for en turismeudvikling, der både gavner lokalsamfundet og tiltrækker besøgende året rundt,” siger formanden.

 

Relaterede artikler:

Femern giver tyskere lyst til ferie i Østdanmark

Millionindsprøjtning gavner turismen i købstad

Millioner skal gøre turismen mere tilgængelig