- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

EU-formandskab skuffer i Aalborg

De første arrangementer i Danmarks EU-formandskab er blevet afholdt. Men antallet af hotelgæster har skuffet indtil videre, lyder det fra cityforening.

Den 1. juli satte Danmark sig for bordenden i EU, idet vi overtog EU-formandskabet. I uge 27 og 28 var det Aalborg, som udgjorde rammerne for formandskabet, og her håbede man på, at det vil kunne mærkes.

Men forventningerne er ikke blevet mødt, fortæller Jes Asmussen, som er City Manager for Aalborg City, til TV2 Nord.

Her lyder det, at EU-formandskabet førte til, at der blev lagt mange hotelbookinger. De blev dog igen aflyst, som tiden gik, hvilket Jes Asmussen mener, skyldes, at folk valgte flyet i stedet for hotelværelset.

”Når jeg taler med vores medlemmer i hotelbranchen, så taler de om, at de kigger ind i en sommer, som de plejer. Det lyder ikke som om, at det er decideret gået ud over bookninger for andre turister,” siger Jes Asmussen til TV2 Nord og uddyber, at man havde håbet på mere.

Asmussen fortæller, at man ellers har rykket de ansvarlige for EU-arrangementet for svar på, hvor mange der kom, men at man aldrig fik noget svar. Et overblik fik man først én til to uger før arrangementet.

Han siger dog, at man stadig håber, at EU-besøget har givet en form for afkast. Mestendels fordi, at Aalborg kommer på landkortet i Danmark og i EU.

Destination er fortrøstningsfuld
Den samme ærgrelse, som kan mærkes hos Aalborg City, kan også mærkes hos Destination Nord, hvor Mette Dam, der er Commercial Development Manager, siger til TV2 Nord, at mødedeltagere ligesom resten af samfundet i høj grad holder sommerferie.

Hun nævner, at relevansen ved de forskellige møder og konferencer også spiller en rolle. Og så fortæller hun, at det dog er lykkedes at vise Nordjylland frem uden for Aalborg.

For eksempel har der været besøg i Rebild og Lille Vildmosecenteret. Dermed har man både kunnet vise Destination Nord frem og arbejdet med bæredygtighed i Nordjylland.

Både Jes Asmussen og Mette Dam er fortrøstningsfulde på længere sigt. Til efteråret er der nemlig også arrangementer i Aalborg, hvor hundredvis af gæster kan være med.

Det gælder arrangementer i Musikkens Hus med 400 deltagere og en stor konference i AKKC med op mod 800 deltagere. Hun noterer sig også, at man har bevist, at man kan klare typen af arrangementet sikkerhedsmæssigt og beredskabsmæssigt, og at Aalborg har en lufthavn, som kan håndtere typen af besøgende, som kommer til EU-arrangementerne.

 

Relaterede artikler:

Aalborg vinder stor EU-konference

EU-konferencer vækker glæde i dansk turisme

Dansk EU-formandskab bringer konferencesteder i front