Erfaren svensk profil bliver chef for ikonisk hotel

Der er lederskifte på det kendte Radisson Collection Royal Hotel i København. Radisson har nemlig hentet en erfaren profil til hotellet, som har været i kæden i mange år, og han håber, at han nu kan bidrage til en god oplevelse for hotellets gæster.

Der er skiftedag på det ikoniske Radisson Collection Royal Hotel, Copenhagen, i folkemunde nok bedst kendt som SAS-hotellet. Svenske Niklas Jonsson er nemlig blevet udpeget som ny general manager for hotellet.

I en pressemeddelelse fremhæver Radisson Hotels, at Jonsson kommer med erfaring fra adskillige hoteller i hele verden.

“Det er en stor fornøjelse at byde Niklas velkommen på vores ikoniske hotel i København. Han er en meget erfaren General Manager, som er kendt for sit fokus på kvalitet og sit fantastiske lederskab. Vi er overbeviste om, at Niklas sammen med sit team vil højne gæsteoplevelsen på dette ikoniske hotel,” siger Ronald Smithjes, regional direktør for Norge, Sverige og Holland i Radisson Hotel Group.

Har hentet chef i egne rækker
Niklas Jonsson har været general manager på hoteller i Radisson Hotel Group i flere år. Han er oprindeligt fra Malmø, og hans første job for Radisson Hotel Group var F&B Manager på Radisson Blu Malmö Hotel. Men erfaringen rækker langt længere tilbage end som så, og således har han været aktiv i hospitality- og catering-brancherne siden 1989.

han havde sin start hos Ljunghusens Golf Restaurang i Malmø, og startede 10 år senere som chefkok hos Scandic Malmø. Han har også arbejdet for Hilton Hotels & Resorts, inden han kom til Radisson Blu Malmö.

Niklas Jonsson har senest arbejdet som Cluster General Manager på Radisson Blu Latvia Conference & Spa Hotel og Radisson Blu Elizabete Hotel. Inden han flyttede til Letland, arbejdede han som General Manager for Radisson Hotel Group i Mozambique, Jordan, Slovakiet, Wales og Sverige.

“Jeg har arbejdet mange forskellige steder i verden, og jeg har oplevet en masse diversitet og forskellige kulturer, hvilket har givet mig evnen til at tilpasse mig hurtigt. Jeg nyder at arbejde med multikulturelle teams i et internationalt miljø, som vi også har på Radisson Collection Royal Hotel, Copenhagen,” siger Niklas Jonsson.

Han tilføjer:

“Det er med stor fornøjelse, at jeg vender tilbage til Skandinavien og dette dejlige hotel. Sammen med det fantastiske hotelteam ser jeg frem til at give vores gæster en ekstraordinær serviceoplevelse.”

Verdenskendt arkitekt står bag hotel
Radisson Collection Royal Hotel, Copenhagen åbnede i 1960, og er særligt kendt for at være det eneste hotel, der oprindeligt var designet af Arne Jacobsen ned til mindste detalje.

I de seneste par år har hotellet gennemgået en omfattende modernisering, som designstudiet Space Copenhagen står bag. Moderniseringen indebærer alle værelser og suiter samt hotellets restaurant, bar, den kendte lobby samt alle møde- og eventlokaler. Fem af de renoverede suiter er unikke Signatur-suiter, som er designet af Fritz Hansen.

Arbejdet med at modernisere hotellet har dog ikke været helt uden kontroverser. Det norske ejendomsselskab Wenaasgruppen, som ejer 18 hotelejendomme i Skandinavien heriblandt SAS-hotellet, ønskede at renovere hotellets facade på grund af vandlækager i både facade og vinduer.

Men arkitekter fra både indland og udland var dybt kritiske over for renoveringen, som blandt andet blev betegnet som ”hærværk” og ”en truende katastrofe.”

Siden er hotellet blevet indstillet til en fredning af Det Særlige Bygningssyn, hvor der lægges op til, at hotellet historiske ydre og interiøret, der gennem tiden er blevet ombygget, bliver bevaret. Høringsfristen i sagen udløb i midten af maj, og aktuelt er Slots- og Kulturstyrelsen i gang med at behandle den.

 

Relaterede artikler:

Kendt profil bliver en del af bestyrelse på luksushotel

Strawberry holder fast i hoteldirektør

McDonalds-direktør ny formand for HORESTA