Torsdag blev der holdt rejsekilde for Nordborg Resort. (PR-foto).

Enormt resortprojekt rammer milepæl

Et gigantisk resort med hundredvis af feriehuse og en milliarddyr pris er ved at rejse sig på Als. Byggeriet går fremad i høj hast, og torsdag ramte man en vigtig milepæl, da man nu har åbnet op for de første bestillinger.

Torsdag ramte et enormt resortprojekt en milepæl. Nordborg Resort, som er ved at blive opført på Nordals, skal efter planen åbne i sommeren 2025 med badeland, spisesteder, sportsaktiviteter og underholdning for gæster i alle aldre.

Og nu er det for første gang muligt at booke et ophold på resortet. Den milepæl blev ramt samme dag, hvor der blev afholdt rejsegilde for det store resort med 440 feriehuse, hvoraf 90 er individuelle huse med havudsigt, og 350 er klyngehuse med fire til seks huse i hver klynge.

Det er håbet, at resortet bliver en gæstemagnet med en beliggenhed med omkringliggende skove, kyststrækninger og seværdigheder i nærheden kombineret med et vandland med flere vandrutsjebaner, en bondegård, hvor man kommer tæt på dyrene, samt restauranter og indkøbsmuligheder.

Det er Danfoss-milliardæren Peter Mads Clausen og Bent Jensen, der ejer industrikoncernen Linak, som står bag opførelsen af resortet. Selve prisen løber op i 1,5 milliarder kroner, og Linak Holding ejer 70 procent, mens Danfoss-fonden, Bitten og Mads Clausens Fond, ejer resten.

Melder om fremdrift
Fra Nordborg Resort oplyser man i en pressemeddelelse, at byggearbejdet skrider fremad i et højt tempo. De fleste feriehuse er blevet opført, og resortets såkaldte Market Dome, der centrerer restauranttilbud og indkøbsmuligheder, står færdig. Lige nu er man ved at montere tag på resortets badeland – Aqua Mundo.

”Det er kæmpestort, det her. Det hele begyndte som en vision på et stykke papir, og nu står vi med 440 huse, som næsten alle er færdige. Det er imponerende, hvor meget vi har nået siden den 17. maj 2022, hvor vi tog det første spadestik. Jeg er meget stolt over dette projekt,” siger Bent Jensen fra Linak til dagens rejsegilde.

Også Sønderborg Kommunes viceborgmester, Stephan Kleinschmidt (Slesvigsk Parti), glæder sig over, at Nordborg Resort er ved at tage form.

”Nordborg Resort vil give turismen et boost og trække turister til både Nordals og hele området. Vi har det, der skal til – fra høje bølger og fantastiske havnepromenader til attraktioner i særklasse. Det vil skabe et sted, hvor både lokale og gæster kan nyde naturen og Sønderborg Kommune. Målet er at skabe et resort, der harmonerer med den omkringliggende natur,” siger han.

Lægger vægt på bæredygtighed
Nordborg Resort kommer til at blive drevet af koncernen Center Parcs, som allerede driver 28 resorts i Europa. I en pressemeddelelse oplyses det, at resortet opføres med høje standarder inden for bæredygtighed.

”Hele byggeprocessen overholder blandt andet de strengeste krav fra det tyske råd for bæredygtigt byggeri DGNB (Guld Standard). Efter åbningen vil resortet også være ISO 14001-, 50001- og Green Key-certificeret. Resortet forsynes desuden af det lokale varmenet, der anvender varmepumper, biomasse og 100 procent grøn strøm,” lyder det i pressemeddelelsen.

Med sine mange feriehuse opført i skandinavisk stil og naturoplevelser i baghaven er det forventningen, at Nordborg Resort kommer til at tiltrække 160.000 gæster årligt.

 

Relaterede artikler:

Udskyder åbning af milliarddyrt resort

Kommune vil i turismens topfem: vedtager masterplan

Stor attraktion skifter direktør for at sikre vækst