Marienlyst Strandhotel ved Helsingør er et af de tre officielle hoteller under EM-slutrunden, her bor det danske landshold bor. På billedet ses Maj Pedersen, ansvarlig for blandt andet DBU-arrangementer på Marienlyst, med hotellets direktør Michael Lauritsen. Linkedinfoto fra Marienlyst Strandhotel.

EM-slutrunde giver hovedstaden millionomsætning

Den anslåede omsætning i København under EM-slutrunden i fodbold giver cirka 31,8 millioner kroner – den havde været omkring fire gange større uden coronarestriktionerne, viser ny analyse.

Værtsbyerne for den igangværende EM-slutrunde, Euro 2020, der spilles med et års forsinkelse på grund af coronakrisen, står til at få en samlet omsætning på 117 millioner euro, cirka 866 millioner kroner. Det viser en ny analyse fra researchvirksomheden Pitchinvasion.net, der har regnet på den økonomiske betydning for de 11 værtsbyer.

Pitchinvasion.net, der har specialiseret sig i data i forbindelse med sportsarrangementer, har også søgt at beregne, hvad omsætningerne havde været, hvis turneringen kunne gennemføres uden coronarestriktioner. Her havde den samlede omsætning været cirka 194 millioner euro, eller 1,4 milliarder kroner, højere.

Medtaget i tallene er for eksempel estimeret omsætning for hoteller, restauranter og entreindtægter til stadions, men blandt andet ikke udgifter i forbindelse med rejser til og fra værtsbyerne.

Disse estimater viser blandt andet, at der under normale omstændigheder ville have været foretaget 4,5 millioner rejser til og fra værtsbyerne og resulteret i 5,1 millioner overnatninger. Nu forventes tallene at blive 1,8 millioner rejser med næsten to millioner overnatninger i værtsbyerne.

København kunne have omsat for 100 millioner kroner mere
Kigges der alene på København, så anslås den samlede omsætning for blandt andet hovedstadens hoteller, restauranter med mere at blive 4,3 millioner euro, cirka 31,8 millioner kroner. Under normale omstændigheder havde den anslåede omsætning i hovedstadsområdet under slutrunden været 12,9 millioner euro højere, i alt 17,2 millioner euro, eller lidt mere end 127 millioner kroner.

Af de i alt 31,8 millioner kroner, omsætningen under slutrunden skønnes at blive for København, bruges 14,8 millioner kroner på overnatninger. De er blandt andet på de tre officielle hoteller, Marienlyst ved Helsingør samt to københavnske hoteller, Copenhagen Marriott Hotel og Skt. Petri. På disse hoteller overnatter blandt andet landshold, officials og akkrediterede medier.

Under normale omstændigheder havde hotelomsætningen i København været anslået til 8,2 millioner euro, cirka 60,6 millioner kroner, hedder det i undersøgelsen. En anden stor udgiftspost havde været restauranter; her skønnes omsætningen nu at blive 8,1 millioner kroner mod under normale forhold 34 millioner kroner.

Alle tallene fra beregningerne hos Pitchinvasion.net kan ses via dette link, klik her.

Relaterede artikler:

Strandhotel topper igen i kvalitetsundersøgelse

Marriott på vej med nyt varemærke til København

”Rejsebureauer har større indsigt end private”