I et par år har Feriepartner kørt parløb med et andet udlejningsbureau i et af de populære områder ved Vestkysten, men det er slut, og nu går arbejdet med at etablere et nyt bureau i gang.
Snart slår Feriepartner dørene op til endnu et lokalbureau. Selvom det bliver nyt, åbner det dog i et område, der langt fra et fremmed terræn for udlejeren.
Det er nemlig ikke første gang, at selskabet har haft et bureau i eget navn, der har til opgave at betjene ejere og lejere i og omkring Henne Strand. Det var også tilfældet indtil i 2022, hvor Feriepartner valgte at slå sig sammen med Købmand Hansens Feriehusudlejning.
Det samarbejde er dog ovre nu, da de to selskaber har valgt at opdele bureauerne igen.
Ønsker at udnytte lokalkendskab
Det bliver to kendte navne i Feriepartner-regi, der får til opgave at etablere og drive det kommende lokalbureau.
Det drejer sig om Morten Høst, der står bag Feriepartner Blåvand samt Feriepartner Bork Havn, og Jan Brusgaard, der udover at være medejer i Blåvand og Bork Havn også er involveret i Feriepartner Thy, Limfjorden, Jammerbugt, Blokhus, Løkken, Lønstrup, Tversted/Skagen og Kattegat.
Ifølge Høst skal man med det nye bureau bygge videre på det eksisterende fundament, som Feriepartner har støbt i området i løbet af de forgangne år.
”Henne Strand er en fantastisk destination på Vestkysten, og der er ingen tvivl om, at stedets unikke natur og mange ferieboliger er populært blandt turisterne. ”
”Derfor glæder vi os over, at vi nu også vil være repræsenterede med et lokalbureau i Henne Strand, så vi kommer endnu tættere på sommerhusejerne og gæsterne i området og dermed udnytter vores i forvejen store lokalkendskab.”
Har nogle ansatte og boliger på plads
Selvom samarbejdet med Købmand Hansens Feriehusudlejning er ophørt, skal Feriepartner dog ikke starte helt forfra. Det kommer til at fungere således, at de ferieboliger, der tidligere var tilknyttet Feriepartner, overgår til det kommende bureau.
”Dermed har vi også en solid base af ferieboliger allerede,” siger Morten Høst, der nu skal på udkig efter en adresse, som man kan åbne på.
”De kommende måneder vil vi arbejde på at finde de helt rigtige lokaler og de helt rigtige medarbejdere, så vi også i Henne Strand kan være til stede, tilgængelige og tæt på alle sommerhusgæster og sommerhusejere.”
”Vi har allerede en veletableret stab af medarbejdere i området til rengøring, servicering af spa og pool med videre, så vores eksisterende sommerhusejere er i gode hænder.”
Relaterede artikler:
Skilsmisse: Store feriehusbureauer stopper samarbejdet
Ny mand i spidsen for Feriepartner
Fem store feriehusudlejere går sammen om at tiltrække tyskere