Udeservering i København. Foto: Mellanie Gandø.

Efter forbud blev stemt ned: Nu er nye regler på vej

Der var ikke opbakning til et forbud mod udeservering i København, men snart præsenteres et nyt regelsæt for området med flere krav til restauratører og hoteller, der fremover pålægges et gebyr.

Sidste år foregik der en til tider heftig debat, der var affødt af, at Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune overvejede at indføre et forbud mod udeservering i særligt udvalgte områder efter klokken 22 fra søndage til og med torsdage.

Forslaget blev blandt andet karakterisereret som håbløs symbolpolitik af HORESTAs politiske chef Maria Olafsson, og organisationen forholdt sig – ligesom både Dansk Erhverv og Dansk Industri – kritisk til forslaget, der endte med at blive stemt ned i begyndelsen af december sidste år.

Selvom det ikke bliver forbudt at servere et måltid eller en drink til de gæster, der nyder den lune aftenluft på fortove og pladser i hovedstaden, er der blevet indført en række nye regler, som Københavns Kommune nu vil gøre restauratørerne klogere på.

Skal betale gebyr
I løbet af september i år vil der blive afviklet to informationsmøder på Københavns Rådhus, hvor brancheaktørerne har mulighed for at få et større indblik i de nye regler, der er udformet på baggrund af de 1.499 høringssvar, som kommunen har modtaget.

De nye regler indebærer blandt andet, at tilladelser til udeservering fremover vil gælde i tre år ad gangen, mens kommunen også vil intensivere tilsynet med henblik på at sikre, at de gældende regler overholdes.

Områder til udeserveringer vil i løbet af 2025 desuden blive opmærket således, at det er tydeligt, hvor den må finde sted, ligesom restauratører vil blive pålagt at betale et gebyr, der skal gå til at dække kommunens udgifter til administration og tilsyn.

Københavns Kommune oplyser, at gebyrets størrelse vil afhænge af omfanget af den givne udeservering samt den konkrete placering i byen.

For at sikre fri passage for fodgængere, gangbesværede, forældre med barnevogne, kørestolsbrugere og borgere med synshandicap på smallere fortove, indføres der derudover også et krav om at mindst 0,8 meter af disse fortove skal være frit tilgængelige.

Kalder det et godt initiativ
Hos HORESTA bemærker viceadministrerende direktør Jeppe Møller-Herskind, at det i hans optik er godt, at Københavns Kommune gør en indsats for at forklare det nye regelsæt over for de restauratører, der skal efterleve det, og han opfordrer alle med udeservering til at deltage.

”Vi synes, at informationsmøderne er et meget positivt initiativ fra kommunen. Udeserveringen i hovedstaden betyder meget for restauranterne og hotellerne, og derfor er vi også glade for, at kommunen har været lydhør og taget høringssvarene til efterretning.”

Ifølge teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) fra Københavns Kommune er hensigten, at både borgere og erhvervsliv skal kunne føle sig til rette i landets hovedstad.

”De nye rammer for udeservering skal hjælpe med at skabe en by, hvor man kan leve og bo, hvor der er mulighed for at nyde godt af alle de tilbud, som en storby rummer, og hvor alle borgere kan benytte byens fortove,” siger Barfod.

”Rammerne skal også gøre det nemmere for byens restauratører, når de skal indrette deres forretning. Jeg håber, at mange restauratører vil benytte sig af informationsmøderne, så de kan blive klædt bedst muligt på, inden det nye administrationsgrundlag træder i kraft.”


Relaterede artikler:

Forbud mod udeservering blev nedstemt

Trækker sig fra forbud mod udeservering

HORESTA: Forbud mod udeservering er håbløs symbolpolitik