Konventum Konferencecenter har den seneste tid haft vanskeligheder med at skabe tilstrækkelig omsætning i forretningen. Nu skal en ny og erfaren kommerciel chef være med til at vende kurven.
Den seneste tid har været svær for Konventum Konferencecenter i Helsingør. Konferencecenteret, som er ejet af Fonden LO-skolen, kom således ud af regnskabsåret med et underskud på 12,3 millioner kroner før skat, og det skyldes blandt andet, at man har været ramt på omsætningen.
Derfor har man nu ansat Sofia Wulff i rollen som kommerciel chef. Wulff kommer til at indgå i Konventums ledergruppe og skal bruge sin erfaring med marketing, branding og forretningsudvikling til at styrke selskabets kommercielle del, oplyser Konventum i en pressemeddelelse.
Her vil hun både fokusere på B2B- og privatsegmentet og arbejde med vækst i forretningen. Hun skal også være med til at sikre, at Konventum bliver set som et attraktivt valg for konferencer, møder og events i området.
Sofia Wulff kommer fra lederstillinger i hotel- og konferencebranchen, og ifølge Konventum har hun før vist, at hun kan skabe vækst og innovative løsninger i de virksomheder, hun har været med til at lede.
“Vi er meget begejstrede for at få Sofia Wulff med i vores ledergruppe. Sofias strategiske forståelse og evne til at skabe værdifulde kundeoplevelser passer perfekt til Konventums ambitioner om at være frontløber inden for konference- og mødefaciliteter i Nordsjælland. Hendes kommercielle erfaring vil være et stærkt aktiv for vores fremtidige udvikling,” fortæller Henrik Ingemand, administrerende direktør hos Konventum.
Erfaring fra store virksomheder
Sofia Wulff er blevet hentet til Konventum med megen erfaring på sit CV. I løbet af sin karriere har hun blandt andet været kommerciel chef for Destination Fyn, kommunikations- og marketingchef for Clarion Hotel og marketingdirektør for Comwell Hotels.
Hun er uddannet designer, og Konventum påpeger, at dette giver hende en kreativ og helhedsorienteret tilgang til at udvikle koncepter og strategier.
“Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af Konventum og tage fat på de spændende udfordringer, der ligger foran os. Konventum har en unik arv og et stærkt værdigrundlag, der kombinerer bæredygtighed, kultur og historie. Jeg ser frem til at bidrage med min erfaring og arbejde tæt sammen med resten af teamet for at styrke vores brand og skabe endnu større værdi for vores kunder,” siger Sofia Wulff.
Relaterede artikler:
Rørt direktør takkede af i Kystlandet