Destination Himmerland ønsker at knytte turistaktørerne tættere sammen. I sidste uge søsatte man et nyt netværk, som man håber kan skabe vækst i området.
Hvert år stimler titusindvis af gæster til feriebyen Øster Hurup på Himmerlands kyst. Men aktiviteten er i høj grad koncentreret omkring få uger i højsæsonen, og det ønsker man at lave om på i Destination Himmerland.
Derfor samlede destinationsselskabet i sidste uge et nyt turismenetværk bestående af turismeaktører, lokale foreninger og ildsjæle, så man kunne præsentere en række forslag til initiativer, som skal styrke Østkystens attraktivitet og synlighed frem mod sæson 2025 og på længere sigt.
Blandt de fremmødte var blandt andet Sol & Strand, og her er ferierådgiver Laila Zaar glad for, at Destination Himmerland har taget initiativ til at skabe netværket:
“Det er utrolig vigtigt, at der samarbejdes i Øster Hurup for at kunne udvikle turismen – derfor er det godt, at der igen er etableret et Turismenetværk på Østkysten,” siger hun i en pressemeddelelse.
Naturen kan ikke stå alene
Ud over en præsentation af initiativer blev det på mødet også italesat, hvor vigtig turismen er for lokalområdet på Østkysten. Den er med til at skabe omsætning, beskæftigelse og bosætning.
“Det er afgørende for området, at gæsterne fortsat ser Øster Hurup og hele Østkysten som et sted fuld af liv, aktiviteter og gode oplevelser. Naturen i sig selv er noget helt særligt ved Østkysten, hvor det milde hav, de børnevenlige strande og Lille Vildmose mod nord er helt særlige faktorer, der gør, at gæsterne kommer til området. Men naturen kan ikke stå alene. Der er nødt til at være hyggelige oplevelser, gode spisesteder og aktiviteter, der giver Østkysten en god atmosfære og øger omsætningen hos det lokale turismeerhverv,” siger Johanne Bugge, Destinationsdirektør ved Destination Himmerland.
Hun oplyser, at Øster Hurup og resten af Østkysten altid har været gode til at løfte i flok. Med det nye netværk håber man, at samarbejdet mellem aktører kan styrkes.
“Her har der i mange år været et rigt foreningsliv med mange frivillige, men med de mange events og aktiviteter, der er i området, er det nu endnu vigtigere end før, at der bliver fokuseret på samarbejde, koordinering og synlighed, for at området kan stå konkurrencestærkt på markedet,” siger Johanne Bugge.
Har skabt netværk i flere byer
Netværket, som blev søsat i sidste uge, er ikke det første af sin slags. Destination Himmerland har således allerede skabt lokale turismenetværksgrupper i flere af destinationens byer og lokalområder.
Destinationen arbejder sideløbende tæt sammen med feriehusbureauerne for at skabe mere synlighed og få flere sommerhusejere til at udleje deres feriehuse og dermed skabe et større flow af gæster til området, der vil give omsætning i kommunen, oplyser destinationsselskabet.
Der var i 2024 over 437.000 kommercielle overnatninger i Mariagerfjord Kommune og en vækst på 2,6 procent fra 2023, hvilket ifølge Destination Himmerland er et fint resultat i forhold til andre tilsvarende danske kommuner. Feriehusudlejningen udgør næsten 41 procent af overnatningerne, og Destination Himmerland mener, at husene gemmer på et stort vækstpotentiale.
Relaterede artikler:
“Ryanairs beslutning er et bump på vejen”